Venstre vil gøre danskerne mere trygge: Nu skal peberspray være lovligt

Emil Ryttergaard

386 uger siden

|

21/08/2017
Ældre, butiksansatte og andre udsatte grupper skal have lov til at bære en peberspray lovligt, lyder den seneste udmelding fra partiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Folk i forretninger, ældre borger eller andre, der føler sig udsatte, skal lovligt kunne købe og bære en peberspray, hvis de bliver overfaldet og udsat for røveri eller andre voldelige forbrydelser. 

Det mener Venstres medlem af folketingets retsudvalg Britt Bager, der vil have gjort pebersprayen lovlig i hænderne på almindelige danskere, skriver TV2 Østjylland

- Jeg er tilhænger af en lovliggørelse af peberspray i det omfang, hvor vi kan sikre, at det kun kommer i hænderne på de rigtige mennesker. Her forstået på den måde, at det kan skabe tryghed for en gruppe borgere, eksempelvis ældre og erhvervsdrivende, der kunne være udsatte grupper i forhold til eksempelvis røveri, siger Britt Bager (V), medlem af Folketingets retsudvalg, til TV2 Østjylland. 

Britt Bager foreslår derfor, at man via en tilladelse skal kunne erhverve sig en peberspray lovligt. 

En lignende ordning eksisterer allerede i vores nabolande Sverige og Finland, men forslaget møder ikke opbakning hos politiet eller hos Socialdemokratiet. 

- Når kriminelle ved, at der potentielt venter dem et våben i et hjem/butik, så vil det ikke nødvendigvis afholde dem fra at begå indbrud/røveri. Det vil betyde, at de tager mere drastiske metoder i brug, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for indehaveren af pebersprayen, siger den socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen (S) til TV2 Østjylland.