Trods pænt overskud: Salling Group forventer et hårdt år

Mathias Nielsen

156 uger siden

|

29/04/2022
Indland
Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Salling forudser et hårdt 2022.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

2020 og 2021 har været et par gode år for Salling Group, som blandt andet står bag Føtex, Bilka og Netto. I 2021 havde Salling Group således en samlet omsætning på hele 66,2 milliarder kroner. I 2020 var den samlede omsætning 60,9 milliarder kroner.

Dermed har der været en positiv fremgang på 5,3 milliarder kroner. Men trods de gode resultater, så forventer Salling Group et hårdt 2022. Det skyldes den nuværende krise, som både omhandler inflation og forsyningsproblemer.

“I 2021 leverede vi et flot resultat som var drevet af en stærk indsats af mine over 61.000 kolleger i tre lande. Det vil jeg gerne sige dem et stort tak for. Vi er dog nu i gang med et ekstremt udfordrende år i 2022 med heftig inflation og stigende råvarepriser, voldsomt forøgede energipriser og faldende nonfood- og tekstil-salg, der sætter hele branchen under pres,” siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group i en pressemeddelelse.

Salling Groups forventninger til 2022 er fortsat vækst i markedsandele på tværs af markeder, men en betydeligt reduceret indtjening heraf.

Detailhandelskoncernen var sidste år påvirket af de fortsatte restriktioner i kølvandet på Coronapandemien. Samtidig lykkedes det at balancere hensynet til medarbejdere og kunder, forklarer administrerende direktør i Salling Group Per Bank.

“Salling Groups primære fokus var igennem hele året den fortsatte sundhed og sikkerhed for vores kolleger, som igen i 2021 ydede en imponerende indsats for at bringe vores kunder trygt igennem pandemien. Jeg er særdeles taknemmelig for den passion og dedikation, som hele organisationen under svære omstændigheder udviste sidste år,” siger Per Bank.

Salling er til stede i både Danmark, Tyskland og Polen. De beskæftiger samlet set pr. 31/12/2021 61.874 medarbejdere på tværs af Tyskland, Polen og Danmark.

Antal butikker i Salling Group pr. dato:

- Netto Danmark: 525

- Netto Tyskland: 342

- Netto Polen: 654

- Bilka: 19

- Føtex og Føtex food: 107

- Salling Stormagasiner: 2

- BR: 29

- Starbucks: 15

- Carl's Jr.: 16

Ads by MGDK