Tragisk opdagelse: 41 døde sælunger fundet ved Limfjorden

Mathias Madsen

25 uger siden

|

25/06/2024
Indland
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
En opsynsmand fra Naturstyrelsen gjorde forleden et trist fund, da han fandt intet mindre end 41 døde sælunger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom Danmarks natur og dyreliv ikke tiltrækker enorme mængder turister i stil med naturen i USA, Island, Australien og lignende lande, så gør steder som Møns Klint, Råbjerg Mile og Vadehavet alligevel den danske natur unik.

Dyreliv mangler der heller ikke, og naturelskere kan således se alt fra ræve og ulve til sæler i den danske natur.

Sidstnævnte lever der ifølge Naturstyrelsen ca. 1500 af i Limfjorden i Nordjylland, men forleden kunne opsynsmand Tonny Toftdal fra Naturstyrelsen Thy desværre ifølge TV Midtvest konstatere, at kolonien havde mistet en betydelig del af sine medlemmer.

Opsynsmanden fandt nemlig intet mindre end 41 døde sælunger, da han var sejlet ud for at se til en koloni i den vestlige del af Limfjorden.

Dehydrerede og afmagrede

Sælerne i Limfjorden parrer sig i sensommeren og får derfor unger på denne tid af året. Derfor sejler Toftdal for tiden ofte ud for at observere og overvåge sælerne i den vestlige del af Limfjorden, og selvom det ikke er usædvanligt at finde døde sælunger, så er dette fund voldsomt stort.

Sådan lyder det fra opsynsmanden, som har forklaret, at "ungerne var helt tydeligt dehydrede, de var afmagrede og indfalde, som om de var punkterede."

Ungerne, som hørte til kolonien på Ejerselv Røn øst for Ejerslev havn på Mors, var på en størrelse, som tydede på, at de ikke længere diede, men derimod selv skulle finde mad, og selvom dødsårsagen hos de mange sæler endnu er ukendt, så er manglende føde formentlig en del af svaret.

Sådan lyder vurderingen fra seniorforsker Anders Galatius fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Han har forklaret: "En forklaring kan være, at moren ikke får mad nok og ikke kan give nærende mælk til ungen. Den anden er, at det er for svært for sælungerne selv at finde mad. Meget tyder på, at bestanden af spættede sæler i Limfjorden er fødebegrænset."

Det er kun et gæt, da dødsårsagen endnu ikke er blevet undersøgt, men hos 10 af sælungerne overrasker dødsfaldene ikke. De havde nemlig helt hvid pels - såkaldt fosterhår - og sæler med fosterhår overlever aldrig.

"De spættede sæler skifter pels i fostertilstand, men det sker, at der fødes unger, som ikke har skiftet pels, og vi ved ikke hvorfor, men der er 100 procent dødelighed blandt de unger, der fødes med fosterhår," har Toftlund således forklaret.

De døde sælunger bliver liggende, hvor opsynsmanden fandt dem. De fungerer som føde for blandt andet måger.

Ifølge Naturfredningsforeningen er der ca. 8500 spættede sæler og 1600 gråsæler i de danske farvande. Det er de eneste to sælarter, der lever i Danmark. De 41 døde sælunger var af arten spættede sæler.