Forældrene i Børnehuset Harmonien på Frederiksberg modtog onsdag en besked, ingen ønsker at få. En lille dreng, der tidligere på året kom alvorligt til skade i en ulykke i institutionen, er afgået ved døden.
"Det er med meget stor sorg, at vi må give jer denne sørgelige meddelelse," lød den nedslående besked fra institutionens ledelse.
Det skriver B.T. der har dækket nyheden siden ulykken fandt sted, og nu kommer med den tragiske opdatering.
Den forfærdelige hændelse fandt sted den 28. januar, hvor drengen faldt ned fra en vindueskarm og slog sig så voldsomt, at han måtte hasteindlægges på traumecenter.
Trods behandling har hans kvæstelser vist sig at være livstruende.
Vuggestuens ledelse har efterfølgende samlet personalet og tilbudt krisehjælp for at bearbejde situationen.
Forældrene i institutionen står tilbage med en ubærlig sorg og en række spørgsmål til sikkerheden i vuggestuen.
Forældres bekymringer blev ignoreret
Allerede før ulykken har institutionen været under kritik. Flere forældre og ansatte har i månedsvis forsøgt at råbe Frederiksberg Kommune op omkring bekymrende forhold.
I november advarede en mor i en mail til kommunen om utilstrækkeligt opsyn, men hun modtog aldrig et svar.
"En dag kom min kæreste ned og hentede vores søn, hvor vores dreng uden opsyn befandt sig halvanden meter oppe af en trappe på legepladsen. En anden gang kom jeg ned og hentede, hvor der stod et par andre børn og dansede uden opsyn i en vindueskarm, der altså er højere oppe end mit liv," fortalte hun til B.T.
Flere forældre har bekræftet lignende episoder, hvor små børn har befundet sig i potentielt farlige situationer uden tilstrækkeligt opsyn.
Frederiksberg Kommune har efterfølgende erkendt, at den manglende respons på bekymringsbrevet var en fejl.
Børnehuset: "Kunne ikke være undgået"
Selvom ulykken skete i en vindueskarm – præcis som forældrene tidligere havde påpeget som et problem – mener Børnehuset Harmonien ikke, at den skyldtes manglende opsyn. Institutionen fastholder, at der var voksne til stede, men at ulykken alligevel skete.
"Det er vores vurdering, at ulykken ikke kunne have været forudset og derfor ikke kunne have været undgået," melder daginstitutionen ud.
Ledelsen understreger dog, at de har gennemgået hændelsen grundigt og forholdt sig kritisk til, hvad der skete.