Toiletpapir mere værd end guld: Sælges på DBA for 8.000 kroner rullen

Henrik Rothenbücher

249 uger siden

|

12/03/2020
Indland
Foto: Screenshot DBA
Foto: Screenshot DBA
Danskerne er begyndt at hamstre løs, og det betyder blandt andet, at der begynder at være mangel på toiletpapir. Papir der nu sælges dyrt på nettet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da Mette Frederiksen i går på pressemødet opfordrede til, at ‘Danmark skulle til at handle’, så var det bestemt ikke på den måde, som danskerne gør det i dag.

For selvom statsministeren også opfordrede til, at danskerne ikke gik ud og hamstrede i butikkerne, så er det alligevel, hvad rigtig mange har valgt at gøre.

Det resulterer i, at butikkerne løber tør for diverse varer, hvor det særligt er toiletpapir der er i særlig høj kurs hos de handlende.

I andre lande har der været så stor hamstring af toiletpapir, at producenterne ikke kan følge med, og det har skabt panik. Sådan kan det også ende med i Danmark, hvor folk allerede nu er begyndt at lukrere på panikken.

8000 kr. for en rulle

Tager man et kig på DBA, så er der allerede sat toiletpapir til salg, og det er ikke billigt at anskaffe sig disse ruller.

Blandt de mange nye annoncer der hele tiden dukker op, finder vi en sælger, der sælger toiletpapir af 8.000 kroner pr. rulle. Et helt ustyrligt højt beløb, som ingen danskere forhåbentligt har lyst til at betale.

Hos DBA er de klar over, at der netop nu sælges toiletpapir på deres hjemmeside, og da Ekstra Bladet fangede dem tidligere på formiddagen, fortalte de, at de er i færd med at tale om det.

“Vi følger regeringens anbefalinger om, at man ikke skal hamstre varer, og derfor godtager vi ikke disse annoncer. DBA er en platform, vi stiller til rådighed for vores brugere, hvor annoncerne kommer på straks, men vi sørger for løbende at fjerne annoncerne fra sitet,” fortæller chef for DBA’s kundeservice, Lene Kristensen til EB.dk.

Flere af annoncerne er skrevet med et glimt i øjet, men ligeledes er flere annoncer også slået op med øje på fortjeneste.