Tjek din e-boks: Vigtigt brev på vej til 126.000 danskere

Henrik Rothenbücher

204 uger siden

|

20/01/2021
Indland
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mere end 100.000 danskere bør tjekke deres e-boks i løbet af de kommende dage.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er nu, forskudsopgørelsen skal rettes, hvis den udbetalte løn for januar skal være korrekt. Lige nu modtager 129.000 borgere en påmindelse fra Skattestyrelsen. Flere og flere danskere ændrer løbende forskudsopgørelsen, viser nye tal.

Når arbejdsgivere i slutningen af januar skal trække skat af medarbejdernes løn, sker det på baggrund af de tal og oplysninger, der indgår i forskudsopgørelsen. Står oplysningerne på forskudsopgørelsen korrekt, sikrer man sig, at man får det rigtige udbetalt i løn sidst på måneden. Det minder Skattestyrelsen ca. 129.000 borgere om med et brev i e-boks eller på mail i disse dage.

På grund af Corona-nedlukningen ser begyndelsen af arbejdsåret 2021 fortsat anderledes ud end normalt. Her er det særligt kørselsfradraget, borgerne skal være opmærksom på.

"Det er ved at være sidste chance for at nå at rette forskudsopgørelsen for 2021, hvis den skal gælde, når arbejdsgiveren laver lønnen for januar. Forkerte tal og oplysninger i forskudsopgørelsen kan i de værste tilfælde betyde, at man får flere tusind kroner enten for lidt eller for meget udbetalt," siger underdirektør Karoline Klaksvig, Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Ikke berettiget

Hvis man er hjemsendt og arbejder hjemmefra, er man ikke berettiget til at få kørselsfradraget. Det kræver, at man faktisk transporterer sig på arbejde, og derfor bør man tjekke, at oplysningerne står korrekt.

"Det er er altid en god idé løbende at holde sin forskudsopgørelse opdateret. Er man hjemsendt nu, skal arbejdsdagene i januar ikke tælles med under kørselsfradraget. Men så snart der bliver åbnet for at møde på arbejde igen, bør man gå ind og indberette kørsels-fradrag for det antal dage, man forventer at møde på arbejde resten af året. På den måde kommer skattebetalingen måned for måned til at blive så korrekt som muligt," siger Karoline Klaksvig.

Nye tal fra Skattestyrelsen viser, at danskerne over de seneste ti år løbende er blevet mere aktive, når det kommer til rettelser og ændringer på deres forskudsopgørelse. I 2010 lavede danskerne samlet set 2,3 mio. ændringer på forskudsopgørelsen via TastSelv på skat.dk og telefonisk via Skattestyrelsens kundecenter – i 2019 var det tal steget til 2,8 mio. ændringer.

"Tallene er meget opmuntrende. Vi har i mange år arbejdet hårdt på at gøre det så smidigt og let som muligt at holde forskudsopgørelsen opdateret, og tallene tyder på, at borgerne har taget vel imod det,"siger Karoline Klaksvig.

Langt størstedelen af borgernes skattepligtige oplysninger finder automatisk vej til forskuds- og årsopgørelsen.

I dag får Skattestyrelsen over 90 pct. af borgenes indkomst- og fradragsoplysninger til forskudsopgørelsen via automatiske tredjepartsindberetninger fra fx arbejdsgivere eller pengeinstitutter. Ændringer og rettelser i oplysningerne står borgerne dog i hovedreglen for. I løbet af 2019 foretog borgerne selv 85 pct. af alle indberetninger og ændringer i forskudsopgørelsen via TastSelv eller på telefonen til Skattestyrelsens kun-deservice.

Forskudsopgørelsen har ligget klar for 5,1 mio. borgere siden 17. november 2020, oplyser Skattestyrelsen.