På Plejehjemmet Skovgården i Humlebæk har man i efteråret testet en ny velfærdsteknologi, Teton One, som er et monitoreringssystem, der registrerer beboernes bevægelser.
Teton One har særligt vist sig at være effektivt til at forebygge, at beboerne falder i deres boliger. Derudover sparer teknologien medarbejderne for en masse unødvendige - og ofte forstyrrende - kig (tilsyn) til beboerne døgnet rundt.
Den tid kan i stedet blandt andet bruges til mere sammenhængende tid med beboerne.
Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
Helt konkret er Teton One baseret på en sensor i beboernes hjem, der registrerer og meddeler større bevægelser til medarbejderne via en app – fx hvis beboeren sætter sig op i sengen for at stå op. Alle meddelelser bliver slettet efter kort tid – undtagen hvis beboeren falder. I så fald gemmes forløbet som en anonymiseret videosekvens, så medarbejderne kan se faldet og vurdere, hvor alvorligt det er.
Samtidig lærer medarbejderne meget om borgerne, og den læring kan så bruges til at forebygge nye fald. Og det virker: På Skovgården er der nu 47 pct. færre fald pr. dag end førhen.
Cømert Sonsuz, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget, glæder sig over de gode resultater:
Foto: Fredensborg Kommune/Teton.ai
”Dette system er et rigtig godt bud på, hvordan vi både kan forebygge faldulykker på plejehjemmene og skabe øget tryghed hos både vores beboere og medarbejdere. Det skyldes, at vi med systemet kan lære, hvad der forårsager fald og dermed bedre forebygge, at de sker igen.
Samtidig betyder den løbende monitorering, at der er langt mindre behov for hyppige fysiske tilsyn. Det giver medarbejderne mulighed for bedre at kunne fokusere på den enkelte beboers behov og tilpasse deres arbejdsopgaver herefter. Det er i mine øjne lig med både bedre kvalitet til beboerne og en mere meningsfuld og tryg arbejdsdag for medarbejderne”.
Det skal understreges, at Teton.ai, som er navnet på virksomheden, ikke gemmer og viser billeder af beboerne, men udelukkende et omrids af dem. Dermed kan beboerne ikke genkendes i anden sammenhæng og anonymiseres.
Testforløbet med virksomheden Teton.ai er et resultat af det partnerskab, som Fredensborg Kommune har indgået med organisationen Nordic Health Lab.
Nordic Health Lab har til formål at understøtte udviklingen af effektiv velfærdsteknologi til både regioner og kommuner ved at bygge bro mellem private virksomheder med innovative løsninger og hospitaler og kommuner.
Foreløbigt er det besluttet at forlænge forsøget med Teton One på Skovgården for at indhente yderligere erfaringer.