Efter næsten to årtier som et fast ansigt i de danske stuer har Ida Wohlert valgt at trække stikket som vært på 'Go’ Morgen Danmark'.
Det afslørede hun torsdag i et følelsesladet opslag på Instagram, hvor hun med både glæde og vemod reflekterer over sin tid som morgenvært.
"Kære alle. For mig er dagen i dag både en glædens dag og en sorgens dag. Jeg har valgt at stoppe på 'Go’morgen Danmark'. I næsten 16 år har jeg haft det store privilegium at stå op og sige go’morgen til alle jer - det har jeg knuselsket. Hver eneste gang. Men efter flere end 7.260 interview har jeg brug for at udskifte den røde sofa med en anden taburet - så nu giver jeg stafetten videre," skrev hun til sine følgere.
Ida Wohlert har gennem 16 år været en elsket og respekteret vært, der med sit nærvær og sin professionalisme har fået gæster til at åbne op om både livets små glæder og de største tragedier.
Et farvel fyldt med taknemmelighed
I opslaget brugte Wohlert også tid på at sende en kærlig tak til både sine kolleger og de mange gæster, der gennem årene har bidraget til de utallige udsendelser.
"Et dybfølt TAK skal lyde til alle mine kollegaer gennem årene - alt fra tilrettelæggere til fotografer og redaktører - I har løbet solen sort for at få det hele til at se legende let ud. Alle jer gæster der har turde at lægge jeres ofte dybt personlige historier i mine hænder, et ydmygt tak," skrev hun.
Hvad der skal ske for Ida Wohlert fremover, hvem der skal udfylde pladsen i den røde sofa, vides endnu ikke.
Du kan læse Wohlerts hjertevarmende afsked her: