Supermarkeder i priskrig med Normal, Flying Tiger og Søstrene Grene: Disse varer bliver nu billigere for dig

Nils Würtzenfeld

323 uger siden

|

10/10/2018
Indland
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Flere supermarkeder blæser nu til angreb på discountkæder og vil sænke priserne på en række varer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hos supermarkedskæderne Lidl og SuperBrugsen er man ved at være godt træt af at tabe kunder og omsætning til både onlineaktører samt lavpris-kæder som Matas, Normal, Flying Tiger og Søstrene Grene og det kommer nu forbrugerne til gode.

De to supermarkedskæder blæser nemlig til angreb på discountkæderne og varsler nu en priskrig på nonfood-produkter. Det skriver Jyllands-Posten.

Gennem de seneste år har der ellers i dagligvarehandlen været et øget fokus på fødevarer af høj kvalitet, men nu ønsker Lidl og SuperBrugsen i stedet at fokusere på nonfood - et område hvor supermarkederne ellers har tabt terræn til de nye og fremadstormende discountkæder.

- Vi har nok i kampen om fødevarerne og i en tid med øget nethandel haft for lidt fokus på nonfood, så der skruer vi nu op. Vi skal have vundet omsætning tilbage i de kategorier, som især for os er produkter op til cirka 100 kroner i udsalgspris, og dermed nonfood, som forbrugerne anvender dagligt, siger Jesper K. Andersen, kædedirektør i SuperBrugsen til Jyllands-Posten.

Med det større nonfood-fokus håber man derfor, at kunne øge salget af alt fra potter og pander til tandpasta og deodorant.

Også hos Lidl er man klar til priskrig efter at have erkendt, at konkurrencen om nonfood-varer er benhård. Det er især varer i personlig pleje-kategorien, der har skabt en voldsom konkurrence og har kostet discountsupermarkedet kunder.

Det er især Normal, der blandt lavpriskæderne har oplevet en voldsom fremgang ved at indtage det danske marked med en strategi om meget lave priser på personlig pleje-produkter.

Denne strategi har udløst så voldsom en priskrig, at priserne for personlig pleje-artikler er faldet med hele 14,5 procent, siden Normal gik ind på markedet i april 2013.

- Det er voldsomt. Normal har været en bombe under det her marked. De har startet en priskrig, som har tvunget Matas og supermarkederne til enten at sænke priserne eller blive kørt over, lyder det fra Flemming Birch, ekspert i detailhandel og partner i Birch og Birch.

Hos Normal ryster man dog ikke i discount-bukserne over den varslede priskrig og overfor Jyllands-Posten fortæller Normals direktør, Torben Mouritsen, at konkurrencen ikke er ’uvant’ for Normal.