I syv år har Lars Jørgensen stået på sidelinjen og guidet det danske kvindelandshold i håndbold.
Nu vinker han farvel til sporten og hopper direkte ind i det private erhvervsliv. Valget er truffet, motivationen er dalet, og tiden er inde til at prøve noget nyt.
"Jeg er blevet ansat som Head of Learning Excellence. Og jeg søgte selv jobbet. Jeg har igennem to år flirtet med tanken om, at jeg godt vidste, jeg skulle stoppe. Det er et stort privilegium at være en del af et landshold, men man skal kun være der, så længe man kan bidrage," fortæller Lars Jørgensen til B.T.
Tryg Forsikring bliver hans nye hjemmebane, og det er en beslutning, der har været længe undervejs. Han har været bevidst om, at det skulle være ham selv, der trak stikket, og ikke en beslutning, der blev taget for ham.
Efter syv år, hvor store dele af arbejdet er foregået hjemmefra, er lysten til et fast arbejdsmiljø vokset.
"Jeg har jo haft en dagligdag, hvor jeg også har arbejdet meget hjemmefra i syv år, og på et tidspunkt bliver det også hverdag at synge nationalsang samt at være med omkring et landshold. Jeg har fået lov til selv at hoppe af toget i stedet for at blive smidt af, mens jeg har mærket en dalende motivation. Man skal jo være 100 procent dedikeret til det her job, så det er det rigtige for mig at gøre nu. Jeg skal prøve noget andet," siger han.
Landstræneren smutter også
Jørgensen er dog ikke den eneste, der siger farvel til landsholdet.
I januar meldte Jesper Jensen ud, at han stopper som landstræner, da han til sommer skal overtage klubholdet Ferencvaros i Ungarn.
Inden Lars Jørgensen officielt træder ud ad håndboldverdenens døre, får han dog en sidste opgave.
Ved den kommende Golden League-turnering bliver han for en kort stund landstræner, da Jesper Jensen er fraværende af personlige årsager.