Per spurgte ind til ladestandere: Fik et uventet svar

Mathias Nielsen

123 uger siden

|

10/08/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Per fik ikke et overraskende svar på sit spørgsmål. Det var noget andet i beskeden, som kom bag på ham.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere og flere danskere vælger at få en elbil. Det betyder, at der kommer et stigende pres på de offentlige ladestandere, som lige nu har svært ved at følge med efterspørgslen.

Det er selvom at flere private udbydere hele tiden forsøger at opstille nye ladestandere.

Per Hedemand Nielsen  bor i Skovlunde hos AAB. Det har han gjort i et års tid. Per har bemærket, at flere ligesom ham selv vælger at købe en elbil, hvorfor han for et par uger siden sendte en skriftlig henvendelse til den lokale afdelingsbestyrelse for, at få at vide, om man har planer om at stille en eller to ladestandere op i den nærmeste fremtid.

Men en uge efter, at han havde sendt sin forespørgsel, fik han et klart svar fra bestyrelsesformand Jørn Nielsen:

’Til din orientering har vi ikke planer om at etablere ladestandere i afd 47. Vi har heller ikke tankstation til dem, som har benzinbiler. Så du må oplade din El andre steder’.

Det var et svar som overraskede Per Hedemand Nielsen. Ikke så meget svaret i sig selv, men mere tonen i svaret.

“Det er da et nedladende svar. Man kunne da have svaret, at vi ikke påtænker det lige nu på grund af økonomi eller hvad ved jeg. Det ville da have været fair nok. Men den måde at kommunikere på, er ærligt talt ret rystende,” siger Per Hedemand Nielsen til SN.

Men ifølge Jørn Nielsen, som er afsender på beskeden, så var svaret ikke nedladende. Det handler om proportioner, lyder det fra formanden.

“Det var ment som en joke. Vi har måske 250 benzinbiler og måske 12 el-biler på p-pladsen, så jeg synes, der skal lidt proportioner ind i den diskussion. Derfor laver jeg en joke om, at vi heller ikke har tankstation til benzinbilerne. Det handler om proportioner,” siger Jørn Nielsen.