Søren Brostrøm melder klart ud: Det kommer ikke til at ske

Henrik Rothenbücher

155 uger siden

|

30/12/2021
Indland
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Det er en klar udmelding fra Søren Brostrøm.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sidste år lød anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen: Fest maksimalt med ti personer nytårsaften. 

Men i år kommer der ikke en lignende anbefaling.

Det stod klart på dagens pressemøde.

"Jeg tror ikke, det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at vi som Sundhedsstyrelse er så detaljeret i at give råd og anbefalinger til det sociale liv i Danmark," lød det blandt andet fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Dog opfordrede han til en stille og rolig aften.

"Begræns, hvor mange I ser, gør det kort, pas på med alkoholen, og pas på med fyrværkeriet," sagde Søren Brostrøm på mødet, hvor faglig direktør i Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, og direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, også var til stede.

Fest og fyrværkeri kan være en farlig cocktail

Det er ikke kun Søren Brostrøm, der opfordrer danskerne til at tænke sig om nytårsaften. 

Anja Lintrup Sørensen, chefkonsulent i Forsikringsoplysningen hos F&P, anbefaler, at man passer ekstra på, når fest og fyrværkeri bliver blandet sammen. 

Sidste år måtte 165 personer en tur på skadestuen - 25 med svære skader. Kun to ud af 12 med alvorlige skader brugte beskyttelsesbriller. Halvdelen af de alvorlige skader var hos tilskuere. To tredjedele af alle skader ramte børn og unge.

"Selvom det ikke kan gøre skaden god igen, så er det en god ide i det mindste at have forsikringerne i orden, hvis uheldet er ude nytårsaften. Både hvis man kommer til skade selv, og hvis man er så uheldig at gøre skade på andre eller deres ting," siger Anja Lintrup i en pressemeddelelse.

Hun fortæller, at der er flere situationer, hvor forsikringerne ikke dækker i forbindelse med fyrværkeri. Det er især i forbindelse med tankeløs opførsel, ulovligt fyrværkeri og for meget alkohol.

"Du får ingen erstatning, hvis du tankeløst håndterer fyrværkeriet forkert og kommer til skade - fx holder en tændt raket i hånden. Det samme gælder, hvis du fyrer ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri af," oplyser Anja Lintrup Sørensen.

Forsikringen siger også stop, hvis skaden sker i forbindelse med fuldskab. Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld.

"Hvert år sker der ulykker, fordi fulde personer kaster tændt fyrværkeri efter andre personer eller deres ting. I sådan en situation kan du ikke være sikker på, at din private ansvarsforsikring betaler erstatning til det uskyldige offer. Det risikerer du at skulle betale af egen lomme," siger Anja Lintrup Sørensen.