Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis været på julemandens artig-liste i år.
Udenrigsministeren har med finansloven for 2025 nemlig fået en markant opgradering af sine rejsemuligheder.
Fremover kan han, ligesom statsministeren, uden videre tage plads i Forsvarets luksusfly – uden at skulle forklare sig eller overveje billigere alternativer.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ændringen, der er skrevet ind i finansloven, betyder, at udenrigsministerens rejser nu bliver en del af samme pulje som statsministerens under posten "Flyvninger for statsministeren og udenrigsministeren." Udenrigsministeriet bekræfter nyheden og skriver i en mail til Ekstra Bladet:
"Med finansloven for 2025, som netop er vedtaget, opdateres dette grundlag. Loven fastlægger, at statsministeren og udenrigsministeren som udgangspunkt altid kan chartre fly ved arrangementer af officiel karakter."
Dermed bliver det Forsvaret, der fremover betaler regningen for Lars Løkkes flyrejser.
Farvel til forklaringer
Tidligere var det nødvendigt for udenrigsministeren at dokumentere økonomiske overvejelser og behovet for privatfly. I vejledningen stod det klart:
"Øvrige ministre kan kun chartre fly, hvis det samlet set vurderes hensigtsmæssigt i den givne situation. Ministerierne - med undtagelse af Statsministeriet - bør ved chartring af fly dokumentere, hvorfor ministerierne chartrer fly, herunder de økonomiske overvejelser."
Med den nye ordning er den del fortid for Lars Løkke Rasmussen, der nu kan flyve ubesværet – og uden at skulle forklare sig.
Millioner i luften
Ændringen har vakt opsigt, ikke mindst fordi Lars Løkke Rasmussen allerede under de gamle regler har haft en forkærlighed for luksusfly.
Ifølge tidligere afsløringer som Ekstra Bladet kunne bringe i starten af december, har udenrigsministeren brugt hele 2,8 millioner kroner på privatfly, med enkelte rejser, der har kostet op mod en million kroner.
Nu bliver det altså endnu lettere for ham at vælge den komfortable vej gennem skyerne, uden at økonomiske hensyn står i vejen.
Selvom finansloven for 2025 måske ikke havde en sløjfe på, kan Lars Løkke Rasmussen takke regeringen for den tidlige julegave.