Særligt ét kvarter
Et nyt studie viser, at hovedstaden bruger fire gange så meget CO₂ på boligbyggeri, som Danmarks klimamål tillader.
Studiet, som er udført af forskere fra Det Kongelige Akademi og Aalborg Universitet, har for første gang målt det samlede klimaaftryk fra udviklingen af et helt byområde.
Nærmere bestemt Århusgadekvarteret i Nordhavn.
Resultatet er alarmerende.
Byggeriet i dette ene kvarter står for 23 procent af det samlede CO₂-budget, Danmark har til rådighed for boligbyggeri, hvis klimamålene fra Paris-aftalen skal nås.
Når man bruger samme beregningsmetode på hele København, konkluderer forskerne, at byens samlede boligbyggeri hvert år udleder 231.441 ton CO₂,
Det svarer til 374 procent af det nationale budget for boligbyggeri.
Tallene er baseret på en livscyklusvurdering over 50 år og tager højde for både nybyggeri, nedrivninger og infrastruktur.
Genbrug fylder for lidt i byudviklingen
Studiet sætter spørgsmålstegn ved, om den nuværende udvikling i København er bæredygtig.
Ifølge tallene er op mod 92 procent af byggeriet i byudviklingsområder nybyggeri, mens kun en lille del består af genbrug og transformation af eksisterende bygninger.
Forskerne bag opfordrer til, at fremtidens byplanlægning i højere grad prioriterer genbrug og anvendelse af klimavenlige materialer som træ frem for beton.
Lektor Jan Karlshøj fra DTU Construct, som forsker i bæredygtigt byggeri, kalder studiet "vigtigt" og mener, at man burde lave flere lignende beregninger:
"Det er et værdifuldt stykke arbejde på byplan, hvilket der er meget brug for, og som kan bruges af politikere, når de laver lokalplaner."
Han peger også på, at reglerne for nedrivning bør ændres, så det bliver nemmere og mere attraktivt at genanvende bygninger:
"Vi tror, at vi er klimadukse. Men mange tal peger på det modsatte," siger han og fremhæver behovet for at gentænke den måde, vi udvikler vores byer på.
Studiet understreger, at det nuværende byggeri i København er langt fra klimaneutralt – og at der er brug for nye løsninger, hvis byen skal leve op til de grønne ambitioner.