Den grønne omstilling fylder mere i vores hverdag end nogensinde før – også for østjyderne, der nu har mulighed for at sætte deres præg på udviklingen.
Fra den 27. januar til og med den 9. februar kan andelshavere i valgområderne Horsens og Djursland stemme på de kandidater, der skal repræsentere dem i NRGi.
Sådan skriver NRGi i en pressemeddelelse.
Hos NRGi glæder man sig til valget og opfordrer alle stemmeberettigede til at deltage.
"Repræsentantskabsvalget er en vigtig del af vores demokratiske struktur og er med til at forstærke forbindelsen mellem os som andelsejet virksomhed og vores andelshavere. Jo flere der deltager, desto stærkere bliver vores fælles fundament for at træffe vigtige beslutninger om blandt andet fremtidens energiforsyning og den grønne omstilling – beslutninger, der ikke kun påvirker én selv, men også ens naboer, venner og familie,” siger Jens Myrup Pedersen, bestyrelsesformand i NRGi.
I alt er der 69 opstillede kandidater, som skal konkurrere om 47 pladser i repræsentantskabet.
Valget afholdes i fem distrikter: Norddjurs (fredsvalg), Syddjurs, Samsø og Tunø, Horsens samt Hedensted og Vejle, hvor ca. 90.000 andelshavere kan stemme på deres favoritkandidater.
Repræsentantskabets centrale rolle
Repræsentantskabet er en vigtig sparringspartner for virksomhedens bestyrelse og ledelse og spiller en central rolle i beslutninger, der påvirker hverdagen for mange mennesker i Østjylland.
Det understreger Jens Myrup Pedersen.
"Vores repræsentantskab er først og fremmest med til at repræsentere vores 235.000 andelshavere og deres værdier. Ved at sætte sit kryds er man aktivt med til at vælge de repræsentanter, der skal være med til at træffe vigtige beslutninger – lige fra hvem der skal sidde i vores bestyrelse, til udbygningen og sikringen af elnettet, investeringer i grønne løsninger og hvilke lokale projekter og ildsjæle der skal modtage støtte gennem NRGi’s værdipulje," siger Jens Myrup Pedersen.
Andelshavere kan stemme fra den 27. januar til og med den 9. februar via www.nrgi.dk/valg2025.
Her kan man også læse mere om valget og kandidaterne. Selve valget foregår online, og andelshaverne modtager deres stemmeseddel enten via mail eller brev forud for valget.
Sådan foregår valget
Når du skal stemme til repræsentantskabsvalget, gør vi det nemt for dig:
Vi sender din stemmeseddel til dig via mail eller brev
Du logger ind på nrgi.dk/stem med din stemmekode eller MitID og afgiver din stemme online
Din stemmeseddel indeholder også en QR-kode, som du nemt kan scanne med din mobil for at komme direkte til stemmesiden.