Sådan træner du havens pindsvin til at spise dræbersnegle

Laura Nygaard

9 år siden

|

16/07/2015
Et nemt og hurtigt trick.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Foreningen Pindsvinevennerne har den seneste tid oplevet pindsvin, der dør under hjerteskærende skrig og kramper - sandsynligvis fordi de har spist sneglegift, vurderer de.

Udover at være smertefuldt for havens sky dyr ender det i en ond spiral, da det faktisk er pindsvinene, der er dræbersneglens største fjende.

Læs også: Pindsvin dør på stribe i år: Dorte kommer med nødråb til haveejere

Og det kan man udnytte, fortæller kommunikationsrådgiver Poul Guldborg til Jyllands-Posten. Han har erfaret, at det tager en uges tid at træne havens pindsvin til at spise sneglene.

- Gift er jo lavet for at slå ihjel, og derfor rammer det også dyr, vi ikke vil af med. Det bedste er, hvis man kan skabe balance i naturen, siger han.

- Hvis du går ud om aftenen og hakker dræbersneglene midt over med en spade eller en kanthakke og lader dem ligge, så kommer pindsvinene og guffer dem i sig. Og når først pindsvinet har vænnet sig til smagen, så går den selv i gang med de levende snegle. Det tog kun en uges tid, forsikrer Poul Guldborg.

Læs også: Glem ølfælder, salt og gift: Der er kun én måde at slippe af med dræbersnegle på

Til dem, der gerne vil have et pindsvin i haven, anbefaler Poul Guldborg at bruge en uges tid på at servere hakkede dræbersnegle og frisk vand - og ikke mælk, som slår det stikkende dyr ihjel.

Så får man sandsynligvis besøg af det sky lille nattedyr.