Raser over Føtex: "Fy for satan"

Henrik Rothenbücher

200 uger siden

|

16/02/2021
Indland
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Det har skabt stor utilfredshed hos flere kunder, at Føtex nu bruger andre butikkers facader til at sælge egne varer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kommentarer som "Fy for satan. Har de overhovedet ingen skam i livet i Salling?" og "Virkeligt usolidarisk og tarveligt. Føj." er væltet ind til et opslag, hvor der er delt billeder fra en af Føtex' mange butikker. Eksemplerne på de vrede kommentarer er blot to ud af næsten 300.

Opslaget som har vakt stor vrede kommer fra 73-årige Jørgen Blume Jørgensen, der ejer en af de butikker, som lige nu er lukket ned i Ballerupcenteret.

Foran Jørgens butik er der nemlig ikke længere blot tomt og lukket - der er nu fyldt med varer fra Føtex. Supermarkedet har nemlig "udvidet" sin udstilling foran supermarkedet, ved at gøre brug af pladsen foran de lukkede butikker. 

Foran de lukkede butikker står der i stedet en lang række plastkasser og tøj der er på tilbud - prisskiltene er hængt på de lukkede butikkers rude og gitter.

Jørgen som ejer Ballerup Guld Sølv og Ure, har derfor nu delt et opslag på Facebook, med video og billeder af hele udstillingen.

Det er ikke rimeligt

"Selv om vores butik ikke er den mest spændende at se på medens vi har lukket på grund af corona. Er det imponerende at Føtex i Ballerup nu udvider deres forretning og bruger naboernes facader og centergangen til udstilling og pris skilte," lyder det fra Jørgen. 

Opslaget har allerede spredt sig som en steppebrand og de rasende kommetarer er strømmet ind. Opslaget der blev lavet for blot 20 timer siden, er allerede blevet delt over 1200 gange. 

Til TV 2 fortæller Jørgen at han ikke mener det er rimeligt, da de små erhvervsdrivende kæmper en kamp for at overleve og endda hver eneste dag mister omsætning. 

Den holdning er Jørgen bestemt ikke ene om, og en anden borger har taget kontakt til Føtex på Facebook, hvor han efterspørger situationsfornemmelse.

Hos Føtex lyder svaret, at henvendelsen tages alvorligt og at centergangen er tømt, inden butikken åbnes tirsdag morgen. Dog understreger Føtex, at det ikke har været ulovligt, da de er godkendt til at bruge centertorvet.

De fortæller også, at varernes placering er for at tage hensyn til, at der er mere plads til kunderne inde i selve butikken.

Føtex er en del af Salling Group og herfra er der også blevet kommenteret på sagen.

"Den adfærd fra Føtex i Ballerup er på ingen måde i orden. Jeg kan godt forstå, det opfattes som respektløst. Der er taget hånd om det, lyder det fra direktør i Salling Group, Per Bank i et opslag på Twitter.