Politiet stiller talstærkt op: Storebæltsbroen spærres i begge retninger

Mathias Madsen

8 uger siden

|

26/10/2024
Denne weekend bliver Storebæltsbroen spærret i begge retninget to gange.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Storebæltsbroen forbinder Fyn og Sjælland, og den er én af de vigtigste og mest trafikerede strækninger i den danske infrastruktur.

Ca. 36.000 køretøjer passerer således dagligt broen, som også bruges af toge, der kører mellem de to landsdele. Alligevel har man valgt, at broen skal lukkes i begge retninger hele to gange denne weekend.

Det har Sund & Bælt, som styrer den daglige drift af broen, advaret om i en pressemeddelelse.

Årsagen er paradoksalt nok netop, at Storebæltsbroen er så befærdet, som den er.

Det er nemlig en række myndigheder med Fyns Politi i spidsen, som lukker broen af, og det gør de for at kunne gennemføre en storstilet øvelse, som skal sikre, at beredskabet er klar til at håndtere en fremtidig katastrofe på broen.

"Storebæltsforbindelsen er en af Danmarks mest centrale trafikårer. Derfor er det vigtigt, at beredskabet, der sørger for sikkerheden over Storebælt, er trænet til at håndtere potentielle ulykker," lyder det fra Sund & Bælt.

Sker om natten

Øvelsen finder sted natten til søndag d. 27. oktober, og det kommer til at påvirke trafikken fra kl. 22.00. Her bliver broen nemlig spærret i begge retninger indtil kl. 22.45, mens man omdirigerer trafikken, som skal køre i den ene vejbane resten af natten.

I tidsrummet kl. 22.45 til kl. 06.00 ér det altså muligt at passere Storebæltsbroen, men det vil foregå med langsom hastighed, og der er risiko for kødannelse.

Kl. 06.00 søndag bliver broen igen spærret i begge retninger i 45 minutter, mens man dirigerer trafikken tilbage som normalt, og broen vil således planmæssigt være åben som normalt fra kl. 06.45 søndag.

Øvelsen kan selvsagt få konsekvenser for trafikken i det nævnte tidsrum, og bilister opfordres særligt til at undgå at skulle køre over broen i de to tidsrum, hvor broen er helt spærret.

"Vi afholder øvelsen om natten, så vi kan simulere en virkelighedstro ulykke, som samtidig påvirker trafikken over Storebælt mindst muligt," har politikommissær Ehm Christensen fra Fyns Politi forklaret og uddybet:

"Øvelsen er vigtigt, så vi og de øvrige ansvarlige beredskaber får trænet både procedurer, færdigheder og udstyr samt vores indbyrdes samarbejde, så vi er velforberedte i tilfælde af en alvorlig hændelse."

Den storstilede øvelse kommer til at foregå på lavbroen, og den involverer både politiet, DSB, statister, en specialdesignet togvogn, brandbiler og andre redningskøretøjer og -fartøjer.