En 38-årig mand fra Vallensbæk skabte dramatik på vejene, da han i påvirket tilstand nægtede at standse for politiet og i stedet valgte at tage en rundkørsel i Svogerslev på repeat.
Vidner beskrev, hvordan bilen blev ved med at køre i cirkler, mens patruljevogne forsøgte at få kontakt.
Det fremgår i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden blev først standset, da en lastbil blokerede vejen for ham. Trods flere advarsler modsatte han sig anholdelsen, og det krævede flere betjente at få situationen under kontrol.
Ved anholdelsen blev han vurderet kraftigt påvirket af euforiserende stoffer, og politiet fandt samtidig 60 ml GHB i bilen. Han blev derfor både sigtet for narkokørsel og overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Efterfølgende blev han bragt til politistationen, hvor han blev sat i detentionen og fik udtaget en blodprøve som led i sagen.