Politiet har været massivt til stede på Langeland hele morgenen: Nu afslører de hvorfor

Mathias Madsen

14 uger siden

|

24/08/2024
Indland
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Et stort antal betjente har opholdt sig på og omkring Langeland hele lørdag morgen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Før Solen stod op, mødte et stort antal betjente op på og omkring Langeland, og de er der fortsat.

Kl. 0530 blev et øjenvidne for eksempel ifølge TV2 kortvarigt stoppet på vej på arbejde på Langeland. Her blev hun lyst i hovedet med en lommelygte af en betjent, og hun lagde mærke til, at der lå en person i håndjern på jorden.

Andre borgere i området har set tungtbevæbnet politi, som har opretholdt afspærringer flere steder hele morgenen; blandt andet på Siø mellem Langeland og Tåsinge, i det nordlige Langeland og ved Spodsbjerg Havn på østsiden af Langeland.

Billedet herunder er fra afspærringen på Siø tidligere på morgenen.

Foto: Presse-fotos.dk

"Ikke umiddelbart" fare for borgerne

På det sociale medie X - tidligere Twitter - skrev Fyns Politi, at der "Ikke umiddelbart" var fare for borgerne i området, men mere ville de ikke oplyse om den mystiske og voldsomme politiaktion - indtil nu.

For kort tid siden afslørede politiet nemlig, hvad der lå bag den enorme tilstedeværelse. Det gjorde Fyns Politi i to nye opslag på X.

"Fyns Politi og NSK [red. National enhed for Særlig Kriminalitet] har lørdag morgen anholdt seks personer på Langeland. Aktionen er sket i tæt samarbejde. Mændene er sigtet for indsmugling af store mængder narkotika," lyder det blandt andet.

I opslagene kan man desuden læse, at personerne vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg "senere i dag."

Politiet er i skrivende stund fortsat til stede flere steder på og omkring Langeland, og det vil de ifølge Fyns Politi være "en rum tid" endnu. Det skyldes helt almindelige efterforskningsskridt.

Der er ingen grund til bekymring for almindelige borgere.