Politiet advarer landet over: Tyvene har fundet et nyt trick

Nicolai H

24 uger siden

|

05/07/2024
Indland
Foto: Shutterstock
I løbet af sommeren har politiet modtaget adskillige sager. Nu udsender de advarsel

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Solen skinner, parkerne er fyldte, og folk nyder sommeren.

Men midt i sommeridyllen har Københavns Politi fået ekstra travlt med en ny bølge af tricktyverier, der har ramt byens grønne områder.

Tricktyvene benytter sig af en snedig taktik. De udgiver sig for at være flaskesamlere og tilbyder at tage dine tomme flasker og dåser for at få pant. Men mens du uforvarende giver dine tomme beholdere fra dig, forsvinder din telefon, pung eller andre værdigenstande lige så hurtigt.

Politiet advarer og intensiverer indsatsen

Politikommissær Mathias Holm, leder af Tyverisektionen i Københavns Politi, udtrykker sin bekymring i en pressemeddelelse:

"Vi har set en tendens, hvor tricktyve under dække af at være flaskesamlere har stjålet mobiltelefoner fra folk i byens parker. Vi vil gerne opfordre borgere til ikke at have værdigenstande liggende synligt fremme, når de opholder sig i parker og lignende."

For at bekæmpe den nye form for kriminalitet har nærpolitiet intensiveret deres tilstedeværelse i parker og nattelivet. Derudover er den velkendte kampagne 'Pickpockets love Distractions', som blev relanceret i september sidste år, stadig i gang.

Kampagnen har til formål at øge borgernes opmærksomhed og reducere risikoen for at blive offer for tricktyverier.

Gode råd til at undgå tyveri

For at beskytte sig selv og sine ejendele, anbefaler politiet følgende:

  • Vær altid opmærksom på dine ting, når du befinder dig blandt mange mennesker.

  • Opbevar telefon og pung et sikkert sted.

  • Dæk altid din pinkode, når du betaler med kort.

Bliver du alligevel udsat for tyveri, er det vigtigt at handle hurtigt og kontakte politiet på 1-1-4 med det samme.