Politi talstærkt til stede efter opkald fra mor: To små piger udsat

Nicolai H

19 uger siden

|

08/08/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet startede en eftersøgning, der blandt andet involverede hunde.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En solrig dag på stranden udviklede sig til et mareridt for en familie, da to små piger blev udsat for seksuelle krænkelser.

Det skriver Presse-fotos.dk.

Midt- og Vestsjællands Politi rykkede talstærkt ud efter et alarmopkald fra pigernes mor, der rapporterede den forfærdelige hændelse.

Under en strandtur på Gudmindrup Strandvej ved Højby i Odsherred gik de to piger lidt væk fra deres forældre for at lege i klitterne. Her blev de udsat for krænkelser af en mand, som ifølge politiet befandt sig i nærheden.

"Vidner havde bemærket pigerne og manden, men havde blot troet, at det var en far, der legede med sine børn," oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Alarmopkaldet kom ind onsdag klokken 14.39, hvor moderen til de to piger beskrev, hvordan hendes døtre var blevet krænket af en mand på stranden.

Politiet rykkede hurtigt ud og spærrede området af, søgte med hunde og afhørte vidner.

"Manden havde krænket pigernes blufærdighed og bedt den ene pige røre ham, men pigerne havde ikke lidt fysisk overlast," oplyser politiet videre.

Fortsat på fri fod

Trods den omfattende eftersøgning er manden endnu ikke blevet anholdt.

Den mistænkte mand beskrives som cirka 40 år, med hvid hudfarve, skaldet, brunt kort skæg, iført kasket, mørkegrøn T-shirt og mørkeblå shorts. Han bar desuden en grøn/grå stribet rygsæk.

Politiet opfordrer vidner, der har set manden eller har øvrige oplysninger i sagen, til at kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.