Nyt lovforslag vedtaget af Folketinget: Sådan bliver kontanthjælpsmodtagerne påvirket

Nicolai H

1 dag siden

|

20/02/2025
Indland
Foto: Andrzej Rostek/Shutterstock
Foto: Andrzej Rostek/Shutterstock
Rigide regler er nu blevet fjernet på kontanthjælpsområdet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdag har Folketinget vedtaget et lovforslag, der fjerner muligheden for, at kommunerne kan gøre brug af reglen om skærpet rådighedssanktion mod aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Det er borgere, der også har andre udfordringer end ledighed. Lovforslaget træder i kraft fra 1. marts i år.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

I dag kan kommunerne anvende den skærpede rådighedssanktion, som betyder, at kontanthjælpen bliver stoppet i tre måneder, hvis kontanthjælpsmodtageren gentagne gange udebliver fra fx beskæftigelsesrettede tilbud eller samtaler med kommunen. Kommunerne kan fortsat anvende de almindelige sanktionsregler ved uberettiget fravær i den aktive beskæftigelsesindsats. 

Tidligere viste en praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen, at kommunerne havde store udfordringer med at administrere de komplekse regler. Derfor aftalte regeringen og aftalepartierne bag "Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger" (Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti) tidligere i år at fjerne reglen for de udsatte borgere i kontanthjælpssystemet.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Vi kan ikke have regler, som kommunerne har så svært ved at administrere, at nogle af de mest udsatte borgere ikke får behandlet deres sag korrekt og mister deres levegrundlag i flere måneder. Derfor er det positivt, at der er bred politisk opbakning til at fjerne den udskældte regel for de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Med en anden del af lovforslaget bliver reglerne for udenlandsophold for kontanthjælpsmodtagere præciseret. Med præciseringen er det tydeligt, at kontanthjælpsmodtagere fx gerne må køre til Tyskland for at handle.

- Vi har desværre tidligere set nogle uheldige eksempler, hvor folk er blevet trukket i ydelse, fordi de har taget turen over grænsen for at handle. Nu kan kontanthjælpsmodtagere også handle i det nærmeste supermarked, selvom det ligger lige over grænsen. Det gælder selvfølgelig stadigvæk, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man modtager penge fra det offentlige, siger Ane Halsboe-Jørgensen.