Nyt i sagen om den knivdræbte gravide kvinde i Holbæk: Formodede indbrudstyve får frit lejde

Mathias Madsen

111 uger siden

|

06/11/2022
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Nu er der nyt i sagen om den knivdræbte gravide kvinde i Holbæk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdag aften blev en 37-årig kvinde på brutal vis knivdræbt i sin bil i Holbæk, da hun netop havde fået fri fra sit arbejde på et plejehjem. 

Sagen rystede Danmark og var hurtigt på forsiden af alle aviser, og siden drabet har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket sagen intenst.

Teknikere, betjente og hundepatruljer har gennemsøgt gerningsstedet, men hverken gerningsmanden eller mordvåbnet er blevet fundet. 

Derfor har politiet bedt offentligheden om hjælp til at identificere gerningsmanden, der beskrives som: 

  • Mand, 18-19 år
  • 170-175 cm høj
  • Spinkel af kropsbygning og med lange ben
  • Brun i huden
  • Sort kort jakke og sort hue

I den forbindelse har politiet desuden efterlyst to unge mænd, som var tæt på gerningsstedet på gerningstidspunktet. 

Disse mænd har formentlig overværet forbrydelsen og set gerningsmanden på klods hold og er derfor vigtige vidner i sagen, men de har endnu ikke meldt sig, og det er måske ikke så mærkeligt endda. 

Var formentlig indbrudstyve

Nye fund i nærheden af gerningsstedet viser ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, at de to unge mænd formentlig var ude for at begå indbrud. 

Det skriver TV2

Politiet skriver søndag i en pressemeddelelse, at det "formentlig [er] derfor, de ikke selv har henvendt sig," men det skal ikke holde de to unge mænd tilbage. 

Derfor giver politiet dem nu "frit lejde" til at melde sig selv. 

"Vi vil gerne sige meget klart til dem, at der er frit lejde, hvis de henvender sig. Det er afgørende vigtigt for os, at de kontakter os og fortæller, hvad de har set på drabstidspunktet," lyder det fra vicepolitiinspektør Kim Løvkvist, som forsikrer, at politiet ikke kommer "til at spørge dem ind til, hvorfor de var i området."

"Så derfor siger vi til de to mænd, at de skal ikke være bange for at kontakte os. Vi vil kun tale med dem som vidner til drabet," lyder den klare besked fra politiet. 

Løvkvist har desuden forklaret, at de to mænd formentlig bliver fundet, selvom de ikke melder sig selv. 

Politiet har nemlig gjort så gode tekniske fund på gerningsstedet, at der er en "relativ god chance" for at politiet kan finde dem selv. 

"[...] det vil bare tage væsentligt længere tid," har Løvkvist forklaret og uddybet, at det nemmeste for alle derfor vil være, hvis de to mænd melder sig selv. 

Har offentliggjort flugtruten

Udover den stærke appel til de to mulige vidner, har politiet søndag også offentliggjort den rute, som man baseret på vidnehenvendelser mener, at drabsmanden løb efter drabet. 

Drabet fandt sted på Samsøvej i Holbæk på parkeringspladsen foran det plejecenter, hvor kvinden arbejdede. Herefter løb drabsmanden ifølge poltiiet mod vest og forsvandt i et område syd for Skrænten. 

"Vi hører meget gerne fra alle, der omkring drabstidspunktet har set en mand, der svarer til beskrivelsen, i det område. Eller hvis man finder kniven eller andre effekter, som kan have relation til drabet," lyder opfordringen fra vicepolitiinspektøren. 

Kvinden var på drabstidspunktet gravid, og selvom hun mistede livet, overlevede hendes barn, og han er fortsat i live og under hospitalsbehandling.