Ny dansk forskning: Cykelturen er lige så effektiv som fitness

Emil Ryttergaard

372 uger siden

|

01/11/2017
Det er slet ikke nødvendigt at svede og træne i fitnesscenteret, hvis man ikke gider. Cykelturen på arbejde kan nemlig være mindst ligeså god.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er masser af danskere, der hver dag hopper i træningstøjet og løfter jern, løber på løbebånd eller er med på et træningshold i deres lokale fitnesscenter.

Men selvom det kan være sundt og rart, så er der faktisk en masse danskere, der hver dag får en masse motion kvit og frit, når de tramper pedalerne i bund og cykler på arbejde, viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet, skriver Politiken. 

- Det her er godt nyt til de mange overvægtige mennesker, der måske ikke har tid eller lyst til at gå i et træningscenter, fordi de efter arbejde også skal hente børn og lave mad.

- Vores resultat viser, at det er muligt at kombinere sin transport til og fra arbejde med effektiv motion, siger professor og institutleder Bente Stallknecht til avisen. 

Undersøgelsen fulgte 130 inaktive og overvægtige mennesker i et halvt år, og resultaterne viste, at den gruppe, der cyklede syv kilometer på arbejde hver vej, mistede næsten en ligeså stor del af deres fedtmasse som den gruppe, der trænede i fitnesscenter fem dage om ugen med høj intensitet.

Den gruppe der cyklede på arbejde, tabte 4,2 kilo fedtmasse, mens den gruppe, der trænede med høj intensitet tabte 4,5 kilo fedt på seks måneder.

Hvis man trænede med middel intensitet i træningscenteret, så tabte man 2,6 kilo fedt. Fælles for alle tre grupper var der det positive faktum, at forsøgspersonerne kun mistede fedt-, men ikke muskelmasse.

- De resultater kunne være en motivation for inaktive overvægtige, som kan bruge cyklen og den daglige transport til at komme i gang med at røre sig, siger Jonas Salling Quist, der er videnskabelig assistent på Biomedicinsk Institut og var ph.d.-studerende og medforfatter til studiet, til Politiken.

Han påpeger også, at dem der stadigvæk gerne vil gå i fitnesscenter skal skrue op for tempoet, og at man dermed kan spare 20 minutters træningstid per gang og opnå et større vægttab. Desuden inkluderede forsøget kun kredsløbstræning og ikke styrketræning, hvilket også vil give en større effekt.

Det danske studie er blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Obesity og kan læses her

7 grunde til at du fryser mere end andre