Det er første gang, siden Taliban trængte ind i Kabul og overtog magten i Afghanistan, at statsminister Mette Frederiksen nu offentligt taler om situationen i landet.
Det skriver Ekstra Bladet.
“Situationen i Afghanistan er ikke alene alvorlig, den er katastrofal,” lyder det fra statsministeren mandag i forbindelsen med præsentationen af nye ministre foran Amalienborg.
Alle de danskere, der har været udsendt gennem tiden til Afghanistan, kan nu se, hvordan Taliban overtager magten i Afghanistan. Men danskernes indsats har ikke været forgæves, ifølge Mette Frederiksen.
“Jeg vil gerne sige klart og tydeligt, at der er intet, der har været forgæves,” udtaler Mette Frederiksen.
Arbejder på højtryk
Som følge af den meget hastige udvikling i Afghanistan arbejder Forsvaret og Udenrigsministeriet lige nu på højtryk for at gennemføre evakueringer.
“Forsvaret arbejder i døgndrift for at gennemføre evakueringerne. Sikkerheden er afgørende ligesom jeg håber på forståelse for, at det lige nu handler om den operative opgaveløsning. Ingen må være i tvivl om at alle mulige løsninger tages i anvendelse i den svære situation,” udtaler Forsvarsminister Trine Bramsen i en pressemeddelelse.