DR afslører nu, at de åbner tre OL-kanaler denne sommer, når DR sender mere end 1.000 timers direkte tv fra de olympiske lege i Tokyo.
"Når de olympiske lege går i gang, vil der samtidig lyde et startskud til tre helt særlige OL-kanaler på DRTV. De særlige OL-kanaler på DRTV vil supplere DR1 og DR2, når DR over de kommende uger sender mere end 1.000 timers direkte tv fra OL i Tokyo," lyder det fra DR i en pressemeddelelse.
"Den primære OL-kanal på DRTV viser OL døgnet rundt. I løbet af konkurrencedagen vil den zoome ind på de steder, hvor der kæmpes om guld, og så vil den sende det bedste fra dagen, når Tokyo er gået i seng, og vi venter på, at de næste konkurrencer begynder."
"De to andre OL-kanaler fokuserer på de store dramaer og følelser, når der kæmpes om guld, sølv og bronze i en række forskellige discipliner, vi normalt ikke stifter så meget bekendtskab med."
DR viser disse sportsgrene
Om det siger Peter Rosberg, publiceringschef i DR med ansvar for DRTV:
"OL-kanalerne på DRTV giver både seerne mulighed for at vælge mellem flere sportsgrene i det øjeblik, de sker, men de gør også, at vi lynhurtigt kan ændre sendefladen, når vi overraskes af dygtige atleter, der pludselig står med medaljechancer i deres disciplin. Fleksibiliteten gør, at vi kan give atleterne al den opbakning hjemme fra Danmark, vi overhovedet kan, og OL-kanalerne understreger, at DRTV er en levende og aktuel streamingtjeneste."
DR deler OL-rettighederne med Discovery Networks, og på DRTV kan man derfor se direkte med til ceremonierne og når der dystes i atletik, sejlsport, badminton, kvindefodbold, herrehåndbold, dressur, gymnastik, skydning, bordtennis, bueskydning, kano/kajak, volley, boksning, synkronsvømning, BMX, brydning – græsk/romersk, vægtløftning, karate, triathlon, baseball/softball, vandpolo, ridesport – spring, rytmisk sportsgymnastik og moderne femkamp, oplyser mediehuset.