I går kunne vi skrive om, hvordan flere eksperter spår, at det kan blive nødvendigt for danskerne at gå med mundbind, når andenbølgen rammer.
Den øgede fokus på netop mundbind og hvorvidt det bliver en del af hverdagen, har gjort, at danskerne er begyndt at hamstre igen. Det skriver B.T.
Martin Andersen, der er direktør for Pricerunner, fortæller, at søgningen efter mundbind er eksploderet, siden det er blevet så omdiskuteret et emne.
‘Sammenlignet med januar er antallet af søgninger på mundbind knap ottedoblet i Danmark, og fra juni til juli er antallet af søgninger mere end fordoblet.’
Flere og flere køber mundbind, og det påvirker prisen.
Prisniveauet toppede ellers i april, men efter samfundet åbnede igen, faldt interessen og efterspørgsel for mundbind igen. Men nu er den for alvor tilbage.
Den seneste måned alene er priserne steget med cirka 25 procent, viser tal fra Pricerunner.
Prisudviklingen for mundbindene er et udtryk for udbud og efterspørgsel, og toppen er ikke nået endnu, fastslår Martin Andersen, der forventer at priserne fortsat vil stige i de kommende måneder.