Det danske håndboldlandshold er i topform ved verdensmesterskabet, men for målmand Kevin Møller handler de kommende dage ikke kun om at forsvare Danmarks mål.
Fredag kan nemlig blive en skelsættende dag for den 33-årige Bundesliga-profil, hvis alt går som planlagt – hans kone Louise er sat til at føde parrets andet barn.
Landsholdets træner, Nikolaj Jacobsen, har allerede forberedt sig på en potentiel situation, hvor Møller må forlade VM-lejren.
Under pressemødet efter torsdagens overlegne 39-28-sejr mod Schweiz blev han spurgt til planerne, hvis målmanden pludselig skal skynde sig hjem.
"Det er der lagt en plan for, og den får I ikke af vide nu. Jeg gider ikke svare på de spørgsmål hele tiden (...) Der er lagt en plan for både Kevin og hans familie – både en plan A, B, C og D. I skal nok høre, når der er noget nyt, og hvad vi gør med den situation," slog Jacobsen fast med en blanding af alvor og humor overfor Ekstra Bladet.
Sidder klar ved telefonen
Som en del af forberedelserne har Kevin Møller sikret sig, at han kan få besked om den store nyhed, selv hvis han står midt i en kamp. Den praktiske løsning indebærer, at hans mobiltelefon ikke er i hans egne hænder, men i stedet i dem på en pålidelig holdkammerat.
Efter kampen mod Schweiz afslørede Møller, at det er Mads Mensah, der har fået tjansen som telefonvagt.
"Jeg har overhovedet ikke øjenkontakt med nogen faktisk, fordi hvis der er noget, skal det blive råbt ind til mig (...) Men det er Mads Mensah, der har fået tjansen som telefonvagt. Han kender både min kone – Louise – og jeg fra det private i Flensburg, så det er vi begge to trygge ved."
Mens Mensah holder øje med telefonen, har Danmark allerede sikret sig en plads i kvartfinalen, som spilles i Oslo næste onsdag. Det store spørgsmål er nu, om Kevin Møller bliver en del af truppen til den tid, eller om han bytter boldspillet ud med barnevogn og bleskift.