Mystikken i Farhad-sagen fortsætter: Ny undersøgelse fra politiet kan få store konsekvenser

Emil Martesen

58 uger siden

|

12/11/2023
Indland
Foto: Sydøstjyllands Politi
Foto: Sydøstjyllands Politi
Farhad-sagen har efterhånden flere ubesvarede spørgsmål end svar.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke en god idé at snage i de interne systemer i politiet, hvis man ikke er berettiget til det. Det kan resultere i alt fra bøde til en fyreseddel. Ifølge Ritzau kan det i grove tilfælde munde ud i en fængselsstraf.

Det er set tidligere, at betjente har været nødt til at stille deres nysgerrighed, og det har tilsyneladende også været tilfældet i Farhad-sagen.

Efter DR-dokumentaren 'Forfulgt af politiet?' tog landet med storm, har sagen om Farhad været en af de mest omtalte i Danmark. I denne forbindelse er der både blevet stillet spørgsmålstegn ved politiets ageren, men også om familien skjuler noget.

Og det er ikke kun den almene dansker, der har været nysgerrig efter at vide mere om sagen. Det samme gælder potentielt for ansatte i politiet. 

Dette har nu medført, at der er blevet sat gang i en undersøgelse af, om ansatte uberettiget har kigget i systemerne. Det oplyser Rigspolitiet i en mail til Ekstra Bladet.

"Sydøstjyllands Politi har indledt et tilsyn med uberettigede opslag i politiets Sagsstyringssystem (POLSAS), som bl.a. omhandler data vedrørende én af de sager, der omtales i DR’s dokumentar," lyder det i mailen.

Politiet oplyser også, at de ikke har mulighed for at oplyse om, hvor mange ansatte eller opslag, der er tale om. Det skyldes, at der er en stor mængde materiale, der skal gennemsøges, inden de kan drage konklusioner i sagen.

Ligeledes er der heller ikke blevet oplyst noget om, hvilken del af DR-dokumentaren, undersøgelsen drejer sig om. 

"Der er tale om et omfattende materiale, og undersøgelsen pågår stadig. Politikredsen vil iværksætte yderligere tilsyn vedrørende sager relateret til DR-dokumentaren," skriver Rigspolitiet til Ekstra Bladet.

Ydermere oplyser Rigspolitiet, at undersøgelsen potentielt kan blive udvidet til også at omfatte andre kredse end Sydøstjyllands Politi. Det er dog for tidligt at sige, om der er betjente fra andre kredse, der har forsøgt at få stillet nysgerrigheden.

Rigspolitiet oplyser, at de har igangsat processen for en 'logkontrol' i forbindelse med sagen. Denne proces har endnu ikke ført noget med sig, hvorfor de ikke kan sige noget om, hvorvidt der er blevet foretaget uretmæssige opslag.