Midtjyde har spillet Lotto siden 1989: Nu har han vundet fire gange på én uge

Kamille Isaksen

16 timer siden

|

17/01/2025
Indland
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
På bare en enkelt uge vandt han hele fire gange.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En kombination af Eurojackpot, Vikinglotto, Lotto, Joker og en stor portion held, gjorde for nyligt en midtjysk kunde hos Danske Spil til mangemillionær.

Ketchup-held: Den slags held, som pludselig vælter frem i kaskader, ligesom når man utallige gange slår på bunden af ketchupflasken, og det hele så ryger ud på én gang…

Den slags held ramte for nyligt en mand fra det midtjyske, da han spillede med i adskillige af Danske Spils lotterier.

Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

På bare en enkelt uge vandt han hele fire gange: To af de helt små gevinster i Lotto og Eurojackpot. Lidt over 3.000 kroner i Vikinglotto – og så lige 4.848.126 kroner i Joker.

”Jeg plejer ellers ikke ret tit at spille joker. Jeg snakkede med min kone om det, og jeg tror kun, det er femte gang,” fortæller manden, som ikke helt kan forstå sit held.

Måske fordi han har været med i kampen om den store gevinst i årevis.

”Jeg har spillet siden starten i 1989, og så lige pludselig… jamen, man bliver lidt paf!” fortæller han.

”Jeg tror nok, at jeg har opbrugt heldet nu. Men jeg spiller stadigvæk. Jeg har da også hørt en historie fra Norge, hvor der var tre i samme familie, der vandt, så man ved jo aldrig. Jeg håber stadig på, at jeg vinder den helt store i Eurojackpot, så jeg også kan give noget til børnene og til kammeraterne,” siger han med et grin.

Han ved da godt, at der med næsten fem millioner ekstra på kontoen selvfølgelig allerede ER råd til både det ene og det andet, og især børnene skal nok få lov til at nyde godt af gevinsten.

”Vi elsker at rejse, og den sidste rejse er ikke bestilt endnu,” siger manden hemmelighedsfuldt.