Sociale medier bugner af beautytrends, men ikke alle er lige ufarlige.
En ny type kam, der går under navnet “Dandruff Relief Comb”, har på kort tid taget platformen TikTok med storm.
Kammen, der angiveligt fjerner skæl og døde hudceller, har fået millioner af visninger, men nu advarer både frisører og hudlæger om de potentielle risici ved brugen.
Både frisør Louise Pii og hudlæge Cæcilie Johansen advarer mod, at den populære kam kan forårsage hudskader og infektioner i hovedbunden – konsekvenser, som de unge brugere måske ikke er klar over.
Kammen, som sælges på platforme som Amazon, Temu og Aliexpress, lover en effektiv fjernelse af skæl ved at skrabe hovedbunden med en række skarpe tænder.
På TikTok ses især unge kvinder demonstrere brugen, hvor de hårdt kradser hovedbunden, mens de viser resultatet frem.
Men frisør Louise Pii, der har mere end 30 års erfaring i branchen, advarer kraftigt mod tendensen.
Sådan skriver TV 2.
"Jeg vil på ingen måde anbefale det til nogen af mine kunder," udtaler hun til Go’ Morgen Danmark.
Skader mere end det gavner
Ifølge frisøren kan den aggressive metode give det stik modsatte resultat end forventet.
Hun forklarer, at en sund hovedbund er afgørende for hårets vækst, og understreger at man ikke kan have pænt hår uden en sund hovedbund.
Det er ikke kun frisørfagligt, at der lyder advarsler. Hudlæge og ph.d. i dermatologi, Cæcilie Johansen, peger på, at kammen kan føre til alvorlige hudproblemer.
"Min største bekymring er, at det kan give anledning til infektion og sår. Det kan være smertefuldt," forklarer hun.
Hun understreger, at kammen ikke er en kur mod skæl og kan give betændelse i huden, hvilket kan udvikle sig til skæleksem, der kræver medicinsk behandling.
Så næste gang en TikTok-trend lover mirakler, kan det være en god idé at lytte til eksperterne først.
Du kan se børsten her: