Mens danske familier kæmper med stigende priser "mæsker" staten sig i penge: Har milliardoverskud

Mathias Madsen

142 uger siden

|

29/03/2022
Indland
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den danske stat havde sidste år et overskud på 57,8 milliarder kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er et tal, som Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, kritiserer i et nyt opslag på Facebook. 

"Staten mæsker sig i penge, alt i mens mange danskere og danske virksomheder i disse dage kæmper med at betale for stigende varmeregninger og udgifter til benzin og diesel," har han blandt andet skrevet.

Vi lever nemlig i en tid, hvor inflationen er på mere end fem procent, dagens benzin- og dieselpriser er på mere end 15 kroner pr liter, og adskillige danskere oplever en stigning på elregningen på mere end 100 procent, samtidig med at den danske stat tilsyneladende ikke gør det store for at afhjælpe disse enorme prisstigninger. 

Danskerne kan nemlig hverken se frem til afgiftsfjernelser, skattelettelser eller hjælpepakker udover en varmcheck, som først bliver udbetalt til august eller september og kun til få udvalgte danskere. 

Man skulle derfor måske tro, at det skyldes, at også statskassen har økonomiske problemer.

Det er dog ifølge Vanopslagh langt fra tilfældet. Han har således skrevet følgende: "Staten havde sidste år et overskud på 57,8 mia. kroner. Jeg gentager lige: Et overskud på 57,8 mia. skattekroner."

Et beløb, som han synes, er "skammeligt," da regeringen ifølge ham synes, at "det er vigtigere, at statskassen er velpolstret end at danskernes økonomi i hverdagen hænger sammen."

"Skatten sættes så højt, at det vælter ind med penge - men ikke så højt, at folk flygter ud af landet eller stopper helt med at arbejde. Jeg synes, det er skammeligt," står der desuden i opslaget. 

Helt konkret mener formanden, at man bør "sætte borgerne før systemet. Sænk skatter og afgifter mærkbart - hele vejen rundt. I top og i bund."

"[...] Og så vil det ganske enkelt være rimeligt og retfærdigt; hårdtarbejdende mennesker fortjener at beholde flere af deres egne penge," slutter han opslaget af med at skrive.