Det er en æra, der går på hæld. Breve, som engang var rygraden i kommunikationen, er nu blevet en sjældenhed i de danske postkasser.
Og snart bliver de måske helt væk, erfarer TV 2.
Melder om massiv fyringsrunde
Torsdag morgen er PostNords medarbejdere blevet kaldt til hastemøde. Her skal de have beskeden om, at brevomdelingen i Danmark står til at blive fortid.
Det betyder ikke bare en historisk omvæltning for virksomheden – det varsler også en massiv fyringsrunde.
TV 2 har erfaret, at PostNord, efter over 400 år, vil trække sig helt fra brevmarkedet i Danmark. Det sker som en direkte konsekvens af faldende brevmængder og de økonomiske udfordringer, der har præget selskabet i årevis.
TV 2's erhvervsanalytiker Ole Krohn beskriver situationen som en "meget, meget stor" fyringsrunde, men præcis hvor mange af de cirka 5000 ansatte, der mister deres job, er endnu uvist.
Massivt underskud går igen
PostNord, som opstod i 2009 efter en sammenlægning af den danske og svenske postforretning, har længe kæmpet med økonomiske udfordringer.
I efteråret blev et underskud på 395 millioner kroner for de første tre kvartaler af 2024 præsenteret. I 2023 lød det samlede underskud på 592 millioner svenske kroner.
Den nye postlov, som trådte i kraft ved årsskiftet, har kun gjort situationen værre. Uden statstilskud og med en faldende efterspørgsel på breve – hele 28 procent færre i første kvartal af 2024 sammenlignet med året før – har PostNord set sig nødsaget til at gentænke sin forretning.
Kim Pedersen, administrerende direktør for PostNord Danmark, har tidligere erkendt, at brevmængderne ville falde, men udviklingen har ifølge ham været hurtigere, end virksomheden havde forudset.
Fremover vil PostNord udelukkende fokusere på pakkedistribution. Det betyder, at den klassiske postomdeling i Danmark går i graven – og at PostNord må omdefinere sig selv som en rendyrket pakkevirksomhed.
Næste uge forventes PostNord Danmarks regnskab for 2024 at blive offentliggjort. Indtil da vil mange medarbejdere vente i spænding på, hvad den nye strategi betyder for deres fremtid.