Personlige fortællinger, kontroversielle emner og et potentielt retsopgør.
Janni Rees nye bog "Evig Diva" udkommer i dag, og den gør det med et brag.
Bogen, der blandt andet berører emner som sex, krop og aborter, har allerede skabt massiv opmærksomhed – og måske får den ikke engang lov til at blive på hylderne.
Det skriver Ekstra Bladet.
Et dramatisk liv
Bogen dykker ned i Rees liv og oplevelser, og intet ser ud til at være for privat til at dele. Hun åbner blandt andet op om sine erfaringer med aborter:
"Jeg kan desværre ikke sige, at jeg ikke har fået en abort, eller at jeg kun har fået én. Jeg har fået flere. Jeg har været gravid syv gange og fået fem aborter. Den ene var ufrivillig, men de fire andre var mit ønske," skriver hun i bogen.
Særligt én oplevelse står tydeligt i hukommelsen. I slutningen af 90'erne befandt hun sig i Texas, hvor hun fik foretaget en ulovlig abort under uhumske forhold.
"Jeg kunne mærke alt, mens de sugede fosteret ud. Lattergassen gjorde mig svimmel og halvsløv, men det var ikke nok til at fjerne smerten. Det føltes, som om min krop blev revet fra hinanden, og jeg var vågen nok til at høre lydene - den mekaniske brummen fra maskinen og de dæmpede stemmer, der talte over mig på spansk."
Kontrovers - allerede før butikkerne åbner
Selvom "Evig Diva" oprindeligt skulle have ramt boghandlerne den 11. marts, er den nu udkommet tidligere – og det præcis samme dag, hvor Retten i Hillerød behandler en sag om et muligt fogedforbud mod den.
Karsten Ree-lejren forsøger at få bogen midlertidigt stoppet, men forlaget Buster Nordic har ikke tænkt sig at vente på en dom.
Forlaget har simpelthen fremskyndet udgivelsen, så den allerede fra morgenstunden den 5. marts kan købes i landets boghandlere. Dermed skal retten nu tage stilling til, om en bog, der allerede er sendt i salg, kan blive forbudt.