Mesterskaber og medaljer er efterhånden blevet hverdagskost for det danske herrelandshold i håndbold.
Men selv for en trup, der har vænnet sig til succes, kan usikkerheden snige sig ind.
Da VM-slutrunden gik i gang, var spørgsmålet, der nagede spillerne, simpelt: Kan man vinde uden to af de største navne i dansk håndboldhistorie? Svaret viste sig at være et rungende ja.
Frygten for en ny virkelighed
Få måneder før turneringen måtte Danmark sige farvel til to af de mest ikoniske skikkelser i landsholdets nyere historie.
Mikkel Hansen og Niklas Landin havde trukket sig tilbage fra international håndbold, og det efterlod en stor arv, som de resterende spillere skulle løfte.
Der var ingen tvivl om, at holdet havde kvaliteten – men uden to af de mest rutinerede kræfter, kunne det holde hele vejen?
Mathias Gidsel erkender, at tanken sad i baghovedet hos flere spillere:
"Jeg tror, der var lidt nervøse træk før slutrunden. For hvordan ville vi klare os uden Niklas og Mikkel, og hvad vil det sige, at de ikke er der. Jeg synes, at vi tog problemerne på forhånd," fortalte han til B.T.
Sammenhold som svar på tvivlen
Før turneringen valgte holdet at tage en snak om netop den frygt. En ny anførergruppe blev dannet, og spillerne diskuterede de potentielle faldgruber, der kunne opstå undervejs i turneringen.
Men da kampene først gik i gang, viste det sig, at det ikke var nødvendigt at bekymre sig. Holdet klikkede, og hver spiller tog ansvar for at lukke hullet efter de to legender.
Det var ikke kun de taktiske detaljer, der spillede en rolle. Kort før VM blev mental- og gruppedynamiktræner Martin Langergaard tilknyttet holdet, og ifølge Gidsel var det en vigtig faktor i at skabe den mentale robusthed, der skulle til for at gå hele vejen.
Trætte men lykkelige verdensmestre
Efter en fejring i både Oslo og København, har realiteterne dog ramt spillerne. Kampkalenderen giver ingen pusterum, og allerede kort efter triumfen var flere spillere tilbage i aktion i deres klubber. Slutrunden har sat sine spor, og trætheden har meldt sig – men det er en træthed, de fleste nok tager med et smil.
For når man står med VM-guld om halsen for fjerde gang i træk, gør ømme muskler knap så ondt.
