Kunderne føler sig magtesløse: Nu udsender energiselskab vigtig advarsel

Kamille Isaksen

3 timer siden

|

16/12/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det store energiselskab har en vigtig besked til kunderne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

"Vi er blevet lagt sammen med Energi Fyn, og derfor skal vi overtage dig som kunde."

"Du kan spare 100 kr. om måneden på nettariffen og abonnementet ved at skifte over til os. Vi samarbejder med Energi Fyn, så du vil stadig være kunde der."

Elmarkedet er efterhånden det vilde vesten, og det kræver ikke mange oplysninger for at kunne oprette en elaftale i dit navn. Helt uden din accept.

Det har været tilfældet for nogle af Energi Fyns kunder, der er blevet ringet op af andre elselskaber med beskeden om, at de enten er en samarbejdspartner, eller at de er blevet opkøbt af Energi Fyn.

"Vi får henvendelser fra kunder, der ikke ved, hvad de skal gøre. Vi hører især, at svindlerne udgiver sig for at være fra Energi Fyn, og der er endda nogle, der har ringet og udgivet sig for at være mig. Derudover fortæller kunderne, at svindlerne præsenterer sig som Vest Energi eller Energi+ med historien om, at vi skulle være deres samarbejdspartner, hvilket ikke er tilfældet," siger Thomas Danielsen, der er salgsleder for privatområdet hos Energi Fyn, ifølge en pressemeddelelse.

"Det helt klassiske eksempel er, at en sælger har ringet kunden op uden tilladelse, og den samtale resulterer i de fleste tilfælde i en uønsket ordrebekræftelse, der tikker ind i mailboksen et par timer senere," fortsætter Thomas Danielsen.

Falske priser, usande gebyrer og opdigtede tillæg

Det er især forkerte fakta om priser, gebyrer og tillæg – altså en lovning om besparelser – der bliver brugt som argumenter for at skifte væk fra sit elselskab og få en anden elaftale.

Også Forbrugerrådet Tænks test af elselskaber fra oktober 2024 bliver flittigt bragt i spil, men i en udgave med forkerte testresultater.

"Der bliver skruet godt op for salgsgassen med forkerte oplysninger. For eksempel snakkede jeg med en kunde, der havde fået at vide, at hun betalte for et klimatillæg, der var dannet under Corona-tiden, og at det så kun var svindleren, der kunne fjerne det, hvis hun skiftede til hans selskab. En anden kunde havde fået at vide, at de kunne spare nettariffen, hvilket ikke er sandt, da denne er betinget af bopælen og ikke det valgte elselskab," uddyber Thomas Danielsen.

Politikerne vil sætte ind med lovpakke

Erhvervsorganisationen Green Power Denmark har allerede i oktober været ude og advare om "skruppelløse elleverandører", og problematikken har da også fået politisk opmærksomhed.

EnergiWatch beskrev således i starten af december, at ministeren for klima, energi og forsyning, Lars Aagaard (M), stræber efter at "sætte ind over for virksomheder, "der snyder", og gøre det nemmere at gribe ind og sanktionere."

Dette er netop møntet på svindlere, der har "fundet ud af, at elleverandørmarkedet er et sted, hvor man kan tjene penge på uærlig vis". Derfor håber ministeren på at have en lovpakke klar inden sommerferien.

Vær ekstra opmærksom 

Indtil da er budskabet fra Energi Fyn klart: Vær ekstra opmærksom på svindel og afslut samtalen, hvis du bliver ringet op og er i tvivl.

"Hvis du får et opkald fra nogen, der udgiver sig for at være fra Energi Fyn eller en samarbejdspartner, hvis du bliver bedt om at udlevere personfølsomme oplysninger, eller du bare er det mindste i tvivl, så læg på og ring selv op til vores kundecenter. Det kan ikke betale sig for dig at fortsætte samtalen med svindleren, for historikken viser, at det resulterer i en ordrebekræftelse på en ny elaftale hos dem, selvom du siger nej tak," lyder det fra salgslederen.

Det kan du gøre, hvis du bliver oprettet som kunde uden samtykke

Er du blevet ringet op, og har svindleren mod din vilje oprettet en elaftale i dit navn, så opfordrer Energi Fyn dig til at ringe til dit elselskab.

"I det hele taget er det ikke så mærkeligt, at mange ikke aner, hvad de skal gøre, hvis de er blevet opsagt og flyttet til et andet selskab uden at have sagt ja til det. Men vi ved, hvad der kan gøres, så du er altid velkommen til at ringe til os og få hjælp," fortæller Thomas Danielsen og tilføjer:

"Jeg hører i det hele taget meget gerne fra dig, hvis du har været i kontakt med de her svindlere, for jeg er meget interesseret i at høre om din oplevelse."