Søndag aften skulle være kulminationen på et fantastisk EM for de danske håndboldkvinder. De stod i finalen mod ærkerivalerne fra Norge i Østrigs hovedstad, Wien.
Desværre endte det med en dansk nedtur, da nordmændene løb med guldet efter en overbevisende sejr på 31-23.
Men hvad mange snakkede om, allerede inden opgøret fandt sted, var en håndfuld gæster mange havde håbet på at se på tribunerne - men som takkede nej.
Mens spændingen bølgede i hallen, glimrede kongehuset nemlig ved sit fravær. Hverken dronning Margrethe, kong Frederik, dronning Mary eller andre royale repræsentanter var til stede for at bakke op om Jesper Jensens hold.
Denne gang blev det dog et hjemmearrangement for kongefamilien, som nøjedes med at lave et Instagram-opslag til ære for håndboldkvindernes sølvmedalje.
"Sikke en EM-slutrunde. Ærgerligt, at det ikke rakte til guld, men tak for at have givet os forrygende spil og drama undervejs. Tillykke med sølvet, håndboldkvinderne. Kongeparret."
Prioritering bliver debatteret
At den royale familie har en presset kalender, kommer ikke bag på de fleste, men hvis det er tilfældet er der en brik i puslespillet der ikke passer.
For det er nemlig ikke mangel på interesse for håndbold, der har holdt kongehuset fra at vise interesse for spillerne i rødt og hvidt.
Flere medlemmer fra kongehuset har nemlig været ivrige gæster, når Nikolaj Jacobsens herrelandshold har stået i store finaler ved EM, VM og OL. Senest deltog både kong Frederik og kronprins Christian ved herrernes OL-finale i sommers, mens dronning Mary var til stede da Jacobsens spillere vandt sølv ved EM i januar.
Kongehusets billede af de kvindelige sølvvindere er derfor ikke faldet i god jord hos alle. Kigger man i kommentarfeltet, fremgår den ene kritiske kommentar efter den anden.
"Ku da være kongelig opbakning kunne hjælpe," skriver en bruger, mens lignende kommentarer står i kø:
"Tja. Synes nu også det var ærgerligt, at der ikke var deltagelse fra kongehuset. Men i dukker vel op til herrernes slutrunde i næste måned. Da i jo virker til at støtte dem, og ikke også damerne. Skuffende."
"Tja.. lidt trist signal der sendes når kvinderne ikke får kongelig deltagelse på tilskuerpladserne."
Når holdet vender hjem mandag eftermiddag, venter en officiel fejring i Københavns Lufthavn. Ej heller velkomsten til håndboldholdet på dansk jord er noteret i kongehusets offentlige kalender.
Du kan se det omdiskuterede opslag fra kongehuset her: