Kommune efterlod dement mand alene i dagevis: Plejere glemte otte besøg

Ninna Andreasen

426 uger siden

|

21/10/2016
Demente Flemming Lohmann Nielsen lå alene i sit hjem en hel weekend, uden der kom nogen hjemmehjælpere forbi. Han fik hverken mad eller medicin.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var en beklagelig og menneskelig fejl, at Flemming Lohmann Nielsen fra Nyborg ente med at ligge alene en hel weekend uden hverken vådt eller tørt eller sin medicin.

Sådan lyder forklaringen fra Nyborg Kommune, der beklager, at den forfærdelige situation kunne opstå. Det skriver Fyens.dk

Den demente mands hustru, Tina Vestergaard Nielsen, blev urolig, da hun for nogle uger siden kom hjem fra en weekendudflugt med de lokale FDF-spejderen. Hun havde været af sted sammen med parrets datter.

Søndag over middag så rækkehuset helt tomt og dødt ud. Hoveddøren stod ulåst. Derfor blev Tina Vestergaard Nielsen nervøs for, om manden var gået - eller endnu værre havde taget bilen og var kørt.

Flemming Lohman Nielsen var dog ikke kørt. Han lå stadig i sengen. Den demente mand, som siden 1998 også har haft Parkinsons, havde det tydeligvis dårligt. Han lå og rystede.

Tina Vestergaard Nielsen kunne se, at han ikke havde taget sin medicin siden fredag.

- Og i køkkenet kunne jeg også se, at han tilsyneladende ikke havde spist, siden fredag aften, hvor min søster kom forbi og varmede mad til ham, lyder det fra hustruen.

Hjemmeplejen svigtede
Hver ottende uge er Flemming Lohman Nielsen i aflastning på plejehjem. Den pågældende weekend kunne det dog ikke lade sig gøre.

Derfor havde hun aftalt med hjemmeplejens visitator, at der i stedet skulle komme nogen forbi hjemmet i weekenden. Flere uger før weekendturen fik Tina Vestergaard Nielsen dog en bange anelse angående koordineringen i hjemmeplejen.

Her dukkede der nemlig en op fra hjemmeplejen og sagde, at hun skulle hjælpe ægtemanden med medicinen.

- Så fortalte jeg hende, at aftalen først gjaldt om nogle uger. Men allerede dagen efter kom endnu en hjemmehjælper, og troede, at Flemming var alene hjemme. De havde tilsyneladende skrevet aftalen ind på den forkerte dato i deres kalender, siger Tina Vestergaard Nielsen.

En beklagelig fejl
Efter den uhyggelige oplevelse skrev hun et opslag på Facebook om episoden. Faktisk nåede Tina Vestergaard Nielsen slet ikke at klage til kommunen, før hun fik en undskyldning.

Ældrechef i Nyborg Kommune Mette Bill Ladegaard så nemlig opslaget og ringede og gav en undskyldning med det samme.

Hun siger, at der er tale om en kommunikationsbrist og en beklagelig, menneskelig fejl.

- Den slags fejl sker meget sjældent. Det er sådan noget, der ikke sker, men i det her tilfælde skete det altså desværre, siger Mette Bill Ladegaard.