Fra starten af det nye år kan man igen indtage sit måltid i pandaanlægget i Zoologiske Have i København.
Det kan man når bistro ailu åbner d. 1. februar i de legendariske lokaler tegnet af arkitekten Bjarke Ingels.
Sådan skriver København Zoo i en pressemeddelelse.
Det er to erfarne restaurantfolk, Stina Øksenhøj Madsen og Casper J. Blomberg, der overtager stedet med havens ’vildeste’ udsigt.
Makkerparret har bl.a. arbejdet sammen hos Cofoco og Madkastellet og driver i dag Restaurant Skovshoved på Skovshoved Hotel.
At køkkenet i bistro ailu bliver fransk-asiatisk, forklarer Stina Øksenhøj Madsen således:
"Det asiatiske køkken harmonerer godt med udsigten til de bambusspisende pandaer. Asiatisk mad er desuden velkendt og populært og ved at tilføje noget fransk finesse bringer vi smagsoplevelserne til nye højder og sikrer, at der noget for alle smagsløg."
(Artiklen fortsætter under billedet)
Fra restauranten er der direkte udsigt til ZOOs sort/hvide pandaer - Foto: Frank Rønsholt
I bistro ailu vil Østen således møde Vesten med eksotiske asiatiske retter og franske klassikere, hvor smagsnoter og teknikker bygges op om lokale danske råvarer i sæson. Madkonceptet favner alle aldre og skal være et supplement og samtidig skille sig ud fra de madoplevelser, som ellers tegner madscenen i ZOO.
I Zoologisk Have glæder man sig meget til at optimere gæsterejsen med åbningen af bistro ailu og ikke mindst samarbejdet med Stina Øksenhøj Madsen og Casper J. Blomberg.
"I processen med at finde den rigtige restauratør, har vi søgt efter en, der deler vores værdier, har et overordnet kreativt blik samt er garanter for god kvalitet. Alt det går op i en højere enhed med Stina og Casper, og med bistro ailu får Haven et nyt spisested med rimelige priser og menuer, der passer til alle vores målgrupper," siger kommerciel direktør, Mai Maria Beck, og fortsætter:
"Vi har således store forventninger til samarbejdet og glæder os meget til åbningen af bistro ailu i februar," lyder det.
Den nye restaurant åbner lige op til vinterferien og bistro ailu deltager desuden i restaurantfestivalen Dining Week 7.-16. februar.