Kæmpe kaos på grund af energidrik: Politiet måtte rykke ud flere gange

Mathias Nielsen

87 uger siden

|

23/04/2023
Indland
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Fredag var der stor kø foran butik, som uddelte meget populær energidrik. Politiet måtte rykke ud flere gange, da der var uro.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag eftermiddag var der kaotiske tilstande ved butikken "Puffs 'n' Stuff" på Amagerbrogade i København.

Foran butikken var der en lang kø bestående af unge mennesker, der stod i kø for at få fat på en energidrik af mærket 'Prime', som butikken på deres Instagram-side havde lovet at dele ud.

Energidrik kan måske virke harmløst, men lige præcis dem, som ‘Prime’ producerer, er uhørt populære. Bag produktet står de to internetpersonligheder KSI og Logan Paul, hvilket er en stor del af hypen.

Der opstod allerede kø fire-fem timer før uddelingen skulle starte, men det førte undervejs til tumult blandt de unge.

Københavns Politi bekræfter ifølge TV 2, at der ved forretningen på Amagerbrogade fredag var "uro og uorden" – og at de måtte besøge arrangementet to gange, fordi uroen ikke var "tilstrækkeligt stoppet i første omgang".

- Der var nogen, der råbte, og der var simulerede slagsmål – hvor dem i køen "tumler" uden at ville hinanden det ondt – og der var flere, som anmeldte, at det forstyrrede trafikken, fortæller Esben Godiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Han bekræfter også, at flere af de unge mennesker i køen fik ildebefindende, mens de stod og ventede.

- Der var trængsel og tumult, så flere fik det dårligt. Og det er rigtigt, at i varmen var flere kraftigt påvirkede, og det hjalp vi dem med.

Faktisk måtte man fra politiets side lukke ned for arrangementet.

Indehaveren af "Puffs 'n' Stuff", Amin Bilouahi, fortæller til TV 2, at det var et glædeligt arrangement med god stemning. Han har altså en anden opfattelse af tingene.

Produkter fra ‘Prime’ sælges for mellem 99 og 300 kroner på eksempelvis DBA alt efter hvilket produkt, der er tale om.

Det er altså dyre dråber, men årsagen skyldes et meget lavt udbud og en tilsvarende stor efterspørgsel.