Forholdet mellem USA og Rusland er på ingen måde godt.
Selvom USA og NATO officielt set ikke er til stede med militære styrker i Ukraine, så har man fra vestlige side støttet Ukraine massivt, siden de første russiske tropper væltede ind over grænsen den 24. februar sidste år.
Det er man ikke tilfreds med i Rusland, som desuden har fået en stribe af sanktioner mod sig løbende.
Nu er den så gal igen, men denne gang er der tale om manglende visa til russiske journalister.
Konkret drejer det sig om, at man i Moskva er dybt utilfreds med en amerikansk beslutning om at nægte amerikanske visa til russiske journalister, der skulle ledsage den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov på et besøg i FN's hovedkvarter i New York.
Lavrov udtaler, at man anser det for utilgiveligt.
- Vi vil ikke glemme, vi vil ikke tilgive dette, siger Lavrov ifølge nyhedsbureauet AFP, skriver TV 2.
Lavrov tilføjede, at dette "viste værdien af deres højtidelige forsikringer om ytringsfrihed."
Paradoksalt nok overtog Rusland formandskabet for FN's Sikkerhedsråd i april på trods af landets invasion af Ukraine.
Sikkerhedsrådet har til opgave at sikre fred i verden.
Alle medlemmer af Sikkerhedsrådet har lige stor indflydelse.
Det gælder for eksempel, at et land har vetoret. Det har både Rusland og Kina, hvilket har gjort det svært for FN at gøre ret meget i forhold til situationen i Ukraine.