Skadedyr som mus, rotter og kakerlakker er ikke noget, som nogen ønsker i sit hjem eller sin forretning.
Det er dog sådan, at det særligt er steder, hvor der laves, sælges og/eller serveres madvarer, at skadedyr er mindst velkomne.
Her er der nemlig risiko for, at skadedyrene inficerer maden med diverse sygdomme som på den måde kan blive overført til mennesker, og derfor er der strenge regler for skadedyr i for eksempel restauranter, supermarkeder og slagterier i Danmark.
Netop disse strenge regler har supermarkedskæden Netto i den grad fået at føle den seneste tid.
Det skriver Presse-fotos.dk.
Ifølge mediet er det nemlig i dag, torsdag, anden gang på blot én uge, at en Netto-butik har måtte lukke på ubestemt tid på grund af skadedyr.
Første tilfælde var i Vrå, hvor én af kædens butikker måtte lukke, fordi der var mistanke om skadedyr i butikken, og i dag var den gal igen ved Vibegård i Rønne på Solskinsøen.
Her blev der fundet en mus i forretningen på Bornholm, og butikken er derfor blevet lukket på ubestemt tid.
Foto: Presse-fotos.dk
Det kan man blandt andet læse på en seddel, som hænger ved indgangen, hvorpå der står: "Butikken er desværre lukket Pga vi har fundet en mus. Vi beklager. MVH Netto."