Region Hovedstaden og Region Sjælland har over en årrække haft en læge ansat, som har misbrugt sin betroede adgang til flere tusinde borgeres personlige oplysninger.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
- Vi beklager dybt, at rigtig mange borgere har været udsat for, at en læge har handlet ulovligt og uetisk ved at misbruge den adgang, vedkommende har haft til borgeres oplysninger. Det er både ulovligt og helt uacceptabelt, siger Mette Harbo, direktør i Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) i Region Hovedstaden.
Alle berørte borgere kontaktes
De ulovlige opslag blev opdaget af kvinder, som via deres log på sundhed.dk kunne se, at en læge havde kigget i deres journal, uden at de kunne genkende nogen relevant behandlingsrelation til vedkommende. Det gjorde dem mistænksomme, og de henvendte sig til hhv. Region Sjælland og Region Hovedstaden med deres mistanke.
Regionerne har efterfølgende undersøgt den pågældende læges adfærd via logningssystemerne og har indtil videre konstateret flere tusinde ulovlige opslag. Undersøgelsen af lægens færden i borgernes journaler er endnu ikke fuldført.
Regionerne går meget grundigt til værks af hensyn til de borgere, der kan være berørt. Sagen er anmeldt til Datatilsynet, indberettet til Styrelsen for Patientsikkerhed og er anmeldt til politiet i begge regioner. Mens regionerne undersøger sagen, er lægen udelukket fra ansættelse.
- De berørte borgere, hvis privatliv er blevet krænket, vil få direkte besked via et brev i e-Boks, i takt med at undersøgelsen afdækker de konkrete tilfælde. Her vil der også fremgå en vejledning i, hvilke klagemuligheder der er, ligesom regionerne stiller sig til rådighed for at hjælpe borgerne med spørgsmål, siger Jan Kold, direktør i Koncern Digitalisering i Region Sjælland.
Læge brugte journal som Krak
Lægen har foretaget de ulovlige opslag over en årrække, og desværre har regionernes automatiske logning af opslag i journaler ikke fanget den ulovlige adfærd.
- Dels er der sket en beklagelig fejl i logopfølgningen, så hospitalerne ikke har fået en advarsel om den konkrete læge. Samtidig er denne form for misbrug af patientjournalen ny. Lægen er ikke gået efter helbredsoplysninger, men har brugt patientjournalen som en form for Krak for at finde fulde navn, cpr og adresser på borgere, hvilket er strengt ulovligt. Vi vil nu sammen i de to regioner se på, om man teknisk kan udvide de eksisterende algoritmer, så de også fanger dette søgemønster fremad, siger Mette Harbo.
Alle berørte borgere vil i løbet af de næste par uger blive kontakte direkte. Hvis man er utryg, eller mistænker at have været udsat for uberettiget opslag, kan man gå på sundhed.dk/borger/min-side/min-log/min-log.
Hvis man finder noget mistænkeligt, skal man rette henvendelse til den afdeling, hvor et udrettet opslag evt. kan være sket.