Lørdag d. 26. februar bliver Jyske Bank BOXEN i Herning fyldt med glade mennesker, når årets udgave af børnenes melodi grand prix (MGP) skal afholdes.
Herunder kan du møde de otte seje deltagere, som skal dyste mod hinanden.
7even
12-årige '7even' - med det borgerlige navn Sofia Seven - skal optræde med sangen 'Min Mobil', som handler om hvor højt hun elsker sin mobil, og hvad hun bruger den til.
Seven kommer fra Hvidovre og har to gangen før stillet op til MGP, men først i år er det lykkedes hende at komme forbi auditions.
Med sig på scenen har hun danserne Cecilia, Leonora, Sigrid og Smilla.
Jonas Funk
12-årige Jonas Funk kommer fra Virum og skal optræde med sangen 'Ud Til Verdens Ende', som handler om at være forelsket i en person, som desværre ikke gengælder følelserne.
Med sig på scenen har Funk et helt blæseorkester bestående af Villads på trompet, Elise på saxofon og Julie på trækbasun.
ALOHOMORA
Gruppen ALOHOMORA består af tvillingerne Gerd og Sally og veninden Vilma, som alle er kun otte år gamle.
Alligevel skal de sammen optræde med sangen 'Drenge & Piger', som handler om, at der ikke er forskel på drenge og piger - uanset om det omhandler tøj, farver eller legetøj.
Med sig på scenen har de danserne Alma, Harald og Liam.
Isso
Issos rigtige navn er Ismael, han er 14 år gammel, kommer fra Odense og skal optræde med sangen 'Mamacita', som handler om en pige, som han gerne vil lære bedre at kende, selvom det har sine udfordringer.
Isso har ingen dansere med på scenen, men til gengæld har han en DJ ved navn William.
Emma
14-årige Emma fra Brande skal optræde med sangen 'Hater', som har et super stærkt budskab om, at man skal opføre sig ordentligt overfor hinanden og ikke være en 'hater'.
Emma er adopteret fra Sydafrika og har blandt andet vundet guld ved DM i skating på rulleskøjter, da hun var 11 år gammel.
Med sig på scenen har hun de to dansere Casandra og Lea.
Luma
MGP 2022's anden gruppe består af Lucca og Maja på 9 år fra Støvring, som skal optræde med sangen 'Fri', som handler om at have et ønske om at blive fri for trælse pligter og i stedet have tid til at lege og hygge sig.
De to er bedste veninder, og har taget deres to andre veninder, Freja og Jacobine, med sig på scenen som dansere.
The Raptiles
Den tredje gruppe er en rap-duo, som udgøres af vennerne Eskil og Fridtjof, som begge er 12 år gamle.
De to drenge kommer fra Nørrebro i København og har skrevet sangen 'Popcorn', som vist ikke behøves en forklaring, da den netop handler om det, den hedder.
The Specials
Den sidste gruppe i årets MGP er 'The Specials', som består af forsangeren Pelle, trommeslageren Viggo og bassisten Ivan.
Alle tre er 11 år gamle, og Pelle spiller også guitar og Viggo synger også kor. De tre skal synge sangen 'Som Vi Er', som handler om at være sig selv og ikke tænke på, hvad andre tænker eller siger.