Aldrig før har så mange pensionister været i arbejde som nu, og alene i 2024 steg antallet med 18 procent.
Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Således var der 87.691 danskere, som både var i beskæftigelse og samtidig fik folkepension, i december sidste år.
Det er det højeste niveau nogensinde (statistikken går tilbage til januar 2010) og en stigning på cirka 13.400 personer - 18 procent - i forhold til december 2023 og på cirka 22.500 personer - 34 procent - i forhold til december 2022.
Sådan skriver Sampension i en pressemeddelelse, som Dagens.dk har modtaget.
”Antallet af arbejdende pensionister bragede i vejret til nye imponerende højder i 2024, og dermed er gruppen af danskere, der arbejder ved siden af folkepensionen, vokset kraftigt de seneste to år,” siger Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension, og fortsætter:
"Det er en bemærkelsesværdig udvikling, som ikke mindst skal ses i lyset af, at det ikke længere koster på folkepensionen at være i beskæftigelse som pensionist. Det betyder ganske enkelt, at det bedre kan svare sig rent økonomisk at arbejde i pensionstilværelsen, hvilket vi altså ser, at markant flere vælger at gøre."
Konkret vedtog Folketinget den 1. juni 2023 at afskaffe modregningen i folkepensionen som følge af egen arbejdsindtægt med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.
”Der er grund til at forvente, at vi også fremadrettet vil se, at pensionisterne i stigende grad fylder i beskæftigelsesstatistikkerne. For vi ved, at mange danskere, der er oppe i årene, gerne vil fortsætte med at arbejde, hvis det er muligt, og helbredet tillader det,” siger Helle Dalsgaard og tilføjer:
"Samtidig er der i de kommende år flere initiativer på vej, som skal øge gevinsten ved at blive længere på arbejdsmarkedet. Og som vi har set med boomet i antallet af arbejdende pensionister i kølvandet på den sløjfede modregning i folkepensionen, appellerer de økonomiske gulerødder ved senere tilbagetrækning i stor stil til danskerne."
Hun påpeger yderligere i den forbindelse, at der fra 2026-2030 indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har to år eller mindre til pensionsalderen.
Herudover er det politisk aftalt, at den skattefrie gevinst, som gives til personer, der arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen, skal forhøjes i 2026 og igen i 2029.
Det er dog endnu ikke vedtaget ved lov.