Lidl har de seneste år satset stort på at øge tilgængeligheden med flere butikker i København, og nu er man klar til at gå endnu længere for at tiltrække de bedste medarbejdere og skabe de bedste butikker med en god indkøbsoplevelse.
Det er dog kun muligt at skabe de bedste butikker og den gode kundeoplevelse, hvis man har de bedste medarbejdere.
Derfor introducerer Lidl nu et økonomisk værktøj, der skal gøre kæden mere konkurrencedygtig og attraktiv overfor branchens bedste butikschefer.
Det oplyser Lidl i en pressemeddelelse.
”Vi vil fremover tilbyde et stedtillæg på 5.000 kroner om måneden ekstra til vores butikschefer indenfor Ring 4 i København. Vi er sikre på, at vi med et stedtillæg, en i forvejen attraktiv løn, firmabil og gode karrieremuligheder vil kunne tiltrække de bedste butikschefer til vores butikker,” siger HR-direktør i Lidl, Hauke Daene.
Lidl er en veletableret spiller i den danske detailhandel med tyve år i Danmark.
I de senere år er dagligvarekæden lykkedes med at udbygge sit butiksnet betragteligt i hovedstaden, men har planer om endnu flere butikker i Storkøbenhavn.
”Vi forventer at åbne mange nye butikker i de kommende år, og inden for en kort årrække vil vi gerne udvide med flere butikker i hovedstaden. Vores ambition er at gøre det endnu nemmere for københavnerne at handle hos os. Vi har haft et stort fokus på de store byer de seneste par år, hvor vi generelt har øget tilgængeligheden betragteligt. Vi mener, at vi har et uudnyttet potentiale og går nu et gear op for at udbygge vores position i København, sådan at hovedstadens borgere vil få en endnu bedre indkøbsoplevelse, når de kigger forbi den lokale Lidl,” siger Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl.
Men det er ikke kun i antallet af butikker, at Lidl har markeret sig. Dagligvarekæden sender et tydeligt signal om, at man vil tage ansvar for sine kunders sundhed og give københavnerne muligheden for at handle sundere i detailkædens butikker, fx med udfasning af tobak- og nikotinprodukter og en aldersgrænse på salg af energidrik. Tiltag, som kæden tror på giver succes, og som er med til at differentiere kæden i København.
”Kunderne vil gerne have muligheden for at handle sundere og mere plantebaseret – og det kan de i den grad hos os. Vi kan se, at vores kunder i København er glade for vores mange plantebaserede valgmuligheder, og vi har fået rigtig god opbakning til vores udfasning af tobak- og nikotinprodukter,” siger Mads T. Nielsen.
Lidl har allerede 23 antal butikker i hovedstaden, og hvis man tager hele hovedstadsområdet med, er de oppe på 48.