Fugleinfluenza har ramt Danmark: Syg and fundet midt i København

Morten Larsen

423 uger siden

|

10/11/2016
Fødevarestyrelsen iværksætter forholdsregler for at sikre mod smittespredning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den alvorlige fugleinfluenza H5N8, der breder sig i Europa, er nu også fundet i døde fugle her i Danmark.

DTU Veterinærinstituttet har fundet virusset i en gruppe vilde troldænder, fundet på Møn samt en enkelt troldand, der er fundet på Christiania i København. Det kan ikke udelukkes, at sygdommen er hos vilde fugle i andre dele af landet. Men den er ikke fundet i besætninger.

Sygdommen smitter normalt ikke til os mennesker, og ifølge FN er ingen mennesker blevet smittet med denne aktuelle type af fugleinfluenza.

Og der er heller ingen risiko for at blive smittet med sygdommen gennem hverken æg eller andestegen Mortens Aften.

Finder man en død fugl i naturen skal man alligevel lade den ligge for at sikre mod at sprede eventuel smitte.

Finder man flere på samme sted skal man kontakte Fødevarestyrelsen.

Hold fugle indendørs
Sygdommen er stærkt smitsom mellem fugle og kan betyde stor dødelighed, hvis den breder sig til fjerkræbesætninger. 

Derfor er alle udstillinger og andre samlinger ​af fugle og fjerkræ forbudt med øjeblikkelig varsel.

Desuden skal besætningsejere og hobbyfjerkræejere så vidt muligt holde deres fugle indendørs. Det samme gælder zoologiske haver.

Disse forholdsregler gælder for hele landet, indtil andet meldes ud. 

-  Det kan få store konsekvenser for dyrene og eksporten, hvis sygdommen bevæger sig ind i staldene. Derfor er det så vigtigt at både hobbyavlere og professionelle sikrer sig, at deres fjerkræ ikke kommer i kontakt med vilde fugle eller deres fugleklatter. Derfor skal fjerkræ så vidt muligt flyttes indenfor, ligesom man skal skifte fodtøj, når man går i stalden, så man ikke slæber sygdommen indenfor i besætningerne, siger souschef Stig Mellergaard, Fødevarestyrelsen.