Forslag: Unge under 18 år skal straffes med bøde for at købe cigaretter

Nils Würtzenfeld

335 uger siden

|

19/07/2018
Indland
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
Det er i forvejen forbudt at sælge tobak til personer under 18 år, men nu skal de unge også kunne straffes med bøde, lyder et nyt forslag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Er man ryger og under 18 år, kan det nu bliver endnu vanskeligere at få adgang til cigaretter.

I Danmark er det forbudt for butikker at sælge tobak til unge under 18 år, men for fremtiden skal der gøres endnu mere for, at unge ikke begynder at ryge. Det mener arbejdsgiver- og interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Organisationen foreslår derfor, at det for fremtiden skal være kriminelt for unge under 18 år at købe tobak. Det skriver Politiken.

- Vi tænker, at et købsforbud kan supplere det eksisterende salgsforbud. Med forslaget tiltænker vi ikke at kriminalisere mindreårige - det er i højere grad et forsøg på at hjælpe mindreårige og sende et signal til dem om, at vi vil ikke have, at I ryger, og at rygning er et nydelsesmiddel, der er forbeholdt voksne og ikke børn, siger Tine Marie Andersen, politisk konsulent i Dansk Erhverv til Politiken.

Står det til Dansk Erhverv, skal unge under 18, der forsøger at købe cigaretter, kunne straffes med bøde. Man ønsker dog ikke at komme med et konkret bud på et bødebeløb, ligesom man heller ikke har en plan for, hvordan kontrollen med de unge købere eller håndhævelsen af forbud og eventuel straf skal føres ud i praksis.

- Vi er ikke så fokuserede på straf. Det må de politiske beslutningstagere vurdere. Der skal være en konsekvens, men vi har ikke lagt os fast på, om bødetaksten skal være 250 eller 500 kroner, siger Tine Marie Andersen fra Dansk Erhverv til Politiken.

Hos De Samvirkende Købmænd, der er medlem af Dansk Erhverv, er man umiddelbart åben over for idéen, men slår fast, at forslaget langt hen ad vejen udelukkende vil have signalværdi.

- Vi skal jo allerede kontrollere id, så hvis Pernille kommer og vil købe, og vi er i tvivl om alderen, skal hun jo vise, at hun er over 18. Så situationen, hvor et købsforbud vil komme i spil, vil jo kun opstå, hvis en person har fremvist falsk id, og vi sælger i god tro, lyder det fra administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner, der samtidig understreger, at han har svært ved at se, hvordan butikkerne skal kunne håndhæve et købsforbud.

Også hos Kræftens Bekæmpelse er man umiddelbart positivt stemt overfor et købsforbud. Foreslaget kræver dog, at der bliver ført ‘aktiv kontrol’, hvis et købsforbud skal have nogen reel effekt, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.