Et flydende 'Disneyland' kommer til Danmark

Mathias Madsen

138 uger siden

|

23/03/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ét af Disney's enorme krydstogtskibe kommer denne sommer til Fredericia, hvis alt går efter planen.

Dagens topnyheder

Fredericia er én af de få byer i Danmark, som hvert år plejer at tage imod adskillige store krydstogtskibe fra nær og fjern. 

De sidste par år har det ifølge Fredericia Dagblad været lidt sløjt med ankomsterne grundet coronakrisen, men hvis alt forløber efter planen, så bliver i år en travl sæson.

Som det ser ud lige nu, forventes det nemlig at hele 11 krydstogskibe med et samlet passagertal på mere end 27.000 mennesker kommer til at lægge vejen forbi Fredericia i løbet af sommeren 2022. 

Det første skib er MSC's Preziosa, som forventes at komme forbi d. 3. maj med cirka 3.900 passagerer. 

Herefter følger skibe fra blandt andre Norwegian, men også ét enkelt skib fra Disney. 

Disney har nemlig fem krydstogtskibe, som mildest talt er 'små' flydende udgaver af Disneyland, og underholdningsgiganten har meldt ud, at ét af disse skibe - Disney Magic - vil lægge vejen forbi Fredericias havn d. 9. august i år sammen med cirka 2.500 passagerer. 

Ombord på skibet er der blandt andet en vandrutsjebane, en Rapunzel temarestaurant, adskillige natklubber og vandlegepladser / Foto: Disney cruise

En nyhed som bliver taget imod med åbne arme og store smil hos Visit Fredericia. 

"[...] det skal gerne være en festdag, så vi er begyndt at tænke på det," har Lone Østergaard, der er turisme- og krydstogtskoordinator hos Visit Fredericia, således udtalt til dagbladet. 

Sidst ét af Disney's skibe var forbi Fredericia var i 2019, og her sejlede den - ligesom de fleste andre krydstogskibe, som lægger vejen forbi Fredericia - videre til Baltikum og St. Petersburg i Rusland.

Lone Østergaard har derfor også udtalt, at de ikke tør glæde sig for meget endnu, da flere af sommerens planlagte ankomster - inklusiv Disney Magic's - er truet på grund af situationen i Ukraine. 

"Alt er stadig lidt usikkert på grund af krigen i Ukraine. De skibe, der lægger til i Fredericia, plejer at sejle videre til Baltikum og Skt. Petersborg i Rusland, så lige nu planlægger rederierne, hvad de gør med den nuværende situation i betragtning," har hun således forklaret og uddybet, at situationen både kan føre til aflysninger og flere ankomster. 

Disney Magic skulle også have været i Fredericia sidste år, men det blev aflyst på grund af coronasituationen, og Lone Østergaard forklarer derfor, at skibets ankomst ikke er mere sikker, end at havnen har fået besked på, at skibet kommer. 

En beslutning som kan ændres, hvis situationen i Ukraine sætter en stopper for skibets planlagte rute. 

"Forhåbentlig får vi et almindeligt krydstogtsår," har Lone Østergaard udtalt.

Hvis alt går efter planen, kommer der i år krydstogtskibe forbi Fredericia d. 3. maj, d. 4. og 6. juni, d. 14. juli, d. 9., 15., 18., 21. og 23. august og d. 12. og 23. september. 

Det største skib, som kommer forbi, er Norwegians Getaway, som kommer forbi med 3.955 passagerer d. 4. juni.